23. juni

Herren Gud kaldte på Adam og sagde til ham: ”Adam, hvor er du?” Mos. 3:9.

Her har vi det første eksempel på Guds kald til en synder på jorden. Dette er første gang en synder vækkes til omvendelse.

Herren begynder med at knuse ham. For i disse ord: Hvor er du? ligger, som Luther siger, lovens tale til samvittigheden, eller lovens krav og hensigt - som er at overbevise synderen om hans faldne og ulykkelige tilstand. Ingen skabning er usynlig for Herren, men alt er nøgent og bart for hans øjne.

Når Herren da alligevel råber: Adam, hvor er du? Vil han med dette have sagt: ”Nu kommer jeg for at udspørge dig. Kom nu frem og svar mig: Hvad er det der er sket med dig? Hvad er der nu blevet af det herlige Gudsbillede som skulle herske over hele jorden? Du tror vel ikke at jeg ikke ser dig? Du forsøger jo at skjule dig for mit ansigt. Men hvor tror du det skal blive muligt for dig?” Det er det som ligger i Herrens spørgsmål. Derfor kom Adam også straks frem og begyndte at forklare sig.

Og her møder vi denne stemme som kalder, dette råb: Hvor er du? Som skal møde hver eneste synder, fra Gud. Dette første eksempel vil være det samme gennem alle verdens tider og for alle Adams børn.

Først og fremmest er det en fars råb til et Guds barn, når det har syndet. Allerede de små børn fornemmer ofte tidligt, når de har syndet, en stemme som taler til dem i deres indre: Hvad har du gjort? – Så længe den gode Ånd ikke overdøves, og deres ører ikke er blevet døve af selvoptagethedens og lysternes brus.

Men dette er noget som særligt alle levende Guds børn dagligt kender til - denne stadige påmindelse: Hvor er du? Når de f.eks. har gjort noget ubetænksomt, har syndet og faldet, så råbes der straks et vækkende: Hvor er du? Hvad har du gjort?

De har måske blandet sig med verdens børn. Har i svaghed, af menneskefrygt, eller tværtimod for at tækkes mennesker, deltaget i verdslig talemåde. Og sådan, på en eller anden måde, med ord eller gerning fornægtet sin Herre. Straks får de, på samme måde som Peter, et gennemtrængende blik fra sin Frelser, som taler i deres indre: Hvor er du? Åh, hvad har du gjort?

Alt dette er bare vennens inderlige påmindelse, som han bruger for at formane os til at vende om. En erfaring som ikke kan værdsættes højt nok, selv med hele verdens guldbeholdning. Og stakkels den kristen, ja, stakkels den som ikke får dette blik, som ikke længere hører disse råb i sit indre!

For det andet er dette et råb for at opvække de åndeligt døde, som lever uden Gud i verden. Midt i syndens, ugudelighedens og de verdslige lysters have råber det mangen en gang i deres indre: ”Hvor er du? Det står ikke godt til med dig. Du trænger til at omvende dig og blive frelst!”

Når de til sidst bliver omvendt til Herren vidner de om hvordan de længe og ofte kendte til dette råb, fordi Herren kaldte på dem.

Og alt dette gjorde dem ofte urolige i synden - særligt ”når dagen var blevet sval,” når fornøjelserne fik ende -! Når ensomheden indhentede dem, eller i nattens hvile, da råber det inden i dem: Hvor er du?

Eller de hører Ordet, en tale eller indbydelse til skriftemål, de skal træde frem for Guds ansigt ved nadverbordet. Da råber det til dem om deres synder, om at der ikke er blevet nogen forbedring, om nødvendigheden af at omvende sig: ”Hvor er du? Tiden flyver af sted. Hvornår har du tænkt at omvende dig?”

Og den som ikke gennem en hel omvendelse er kommet tilbage til Gud, skal være klar over at en dag skal han alligevel, enten han vil eller ikke vil, blive stillet frem for Guds ansigt.

Ja, en gang, før eller senere, her i livet eller i evigheden, skal hvert eneste menneske høre dette råb, så det skal gå gennem marv og ben på dem. Hvor er du? Hvad har du gjort?

For det er totalt umuligt for nogen som helst synder at undslippe for den almægtige, hellige Gud. Vær derfor ikke for sikker! Gud tøver måske med straffen, og tier, som om han slet ikke så al din synd. Men én gang skal du alligevel høre hans stemme.

Og dette gælder, som vi tidligere har sagt, alle verdens tider og alle Adams børn. Hvert eneste menneske må komme frem for Herren og få gjort op for sine synder, her i livet. Hvis ikke, skal de møde ham i evigheden.

Sagen er den: Vi er alle sammen syndere, - ”der er ingen forskel.” Skulle vi dømmes efter dette, var der ikke et eneste menneske som blev frelst. Forskellen er bare den at der er nogle som holder sig borte fra Gud, og altid forbliver borte. De kommer ikke mens det endnu er nådens tid, for at søge og modtage nåde.

Kristus siger: ”Dette er dommen, at lyset er kommet ind i verden, men menneskene elskede mørket mere end lyset, for deres gerninger var onde.”

Kommer vi da på ny til lyset, får gjort op med Gud for vore synder, da bliver alt godt igen, selv om vi så var de forfærdeligste syndere, sådan som Herren selv siger - åh, om vi kunne tage disse ord til hjerte: ”Kom nu, og lad os gå i rette med hinanden. Om jeres synder er blodrøde, skal de blive hvide som sne. Om de er røde som purpur, skal de blive som den hvideste uld.”

Dette taler Kristus også om (Matt. 18), når han fortæller om kongen som kaldte sine tjenere til sig for at de skulle aflægge regnskab for ham. Da kom der en frem som skyldte ham ti tusind pund, men som alligevel straks fik eftergivet hele gælden, da han faldt ned for ham og bad.

Sådan vil Herren også møde os når han kalder os til at gøre vort regnskab op.