23. januar

Du skal ikke misbruge Herren din Guds navn. 2. Mos. 20:7.

Begynder vi nærmere at undersøge spørgsmålet om på hvilke måder Guds navn misbruges iblandt os, kommer vi til at opdage mange mærkelige forhold. Ja, så mærkelige at man kan fristes til at give højlydt udtryk for sin overraskelse og forfærdelse.

Her vil vi bare tage det almindeligste, rent tankeløse misbrug af Guds navn, frem; at man i ren letsindighed tager Guds navn i sin mund. Og man mener sædvanligvis ikke noget som helst ondt med dette. Man ved knapt nok hvorfor man gør det; bruger de store hellige navne: Gud, Jesus Kristus, som fuldkomment meningsløs påfyld og som kraftudtryk når man taler. Eller tilknyttet forskellige spontane udtryksformer.

Der er knapt nogen blandt alle verdens syndere som afdækker så mærkværdige forhold som netop denne, når man tænker på hvor totalt fjernt det er for menneskene at denne synd i det hele taget er synd. Og hvis vi så yderligere lægger mærke til hvad den i kraft af sin egenart afslører både om et menneskes sind, og om Satans dybder og magt, og hvordan han regerer over verdens børn.

Der findes ikke noget bud i hele Guds lov som verdens børn til de grader anser ubetydelig, som det andet bud. Ingen synd de behandler så fjerlet og uvæsentlig som det at misbruge Guds navn. Så hvis nogen omtaler denne synd som en stor synd, bliver han nærmest anset som lidt oplyst. Men Herren Gud har sikkert og vist haft ganske andre tanker. Ikke bare satte han dette bud lige efter det første. Men til dette andet bud knyttede han også den forfærdelige trussel: Herren vil ikke holde den uskyldig som misbruger hans navn.

Tænk nu alvorligt over dette forhold, at et menneske har som en vane, på denne letsindige måde - uden nogen som helst mening i det -, at tage Guds navn i munden. Hvad åbenbarer dette om et sådant menneskes sind? Jo, det er et forfærdeligt forhold. For alle og enhver må jo indse at dette åbenbarer intet mindre end et ugudeligt sind. Ikke bare et syndigt væsen. Nej, noget langt mere forfærdeligt; ret og slet en foragt for Gud. At det helt konkret er ugudeligheden, som tilhører selve helvede, som hersker i dette menneske.

De mest grufulde syndefald kunne ikke afdække et ugudeligt sind så stærkt som dette. Ingen ting kunne bevise dette så stærkt som en sådan vane til at tage Guds navn letsindig i sin mund. Mens de værste syndefald aldrig i sig selv, eller som enkeltstående eksempel, er tilstrækkelig bevis på at de springer ud fra et ugudeligt sind, så er derimod den vane vi her snakker om alene tilstrækkeligt bevis på dette.

Vi siger ikke at den modsatte vane; aldrig at misbruge Guds navn, beviser at vort sind er gudfrygtigt. For en sådan finere vane kan bare være et resultat af opdragelse, eller have en anden lovisk eller menneskelig baggrund. Men en synd eller foragt for et af Guds bud, som praktiseres frit og uhæmmet, er derimod altid et sikkert bevis på ugudelighed.

Det andet bud åbenbarer hvordan det står til med det naturlige menneskes fromhed: Gud betyder ikke noget som helst. Hans ord og hans navn er som lette tågeskyer. Derfor er det andet bud så lidt betydningsfuldt. Men f.eks. det fjerde bud, det er vigtigt. For vi vil selv gerne blive hædret af vore børn og medarbejdere. Det femte bud er også vigtigt. For at dræbe, eller skulle blive dræbt, er jo forfærdelige sager -! Det sjette, syvende og ottende bud har også stor betydning - af lignende årsager -. Men Gud, Guds navn, det Gud byder eller forbyder - hvad betyder det?

Sådan arter verdens fromhed sig. Den gamle slange, som forførte hele verden, han ved meget godt hvor vigtigt det er for hans rige at hele verden i letsindighed tager Guds navn i munden. Et kraftigere middel kunne han nok ikke opfinde til at sløve Herrens sværd og bedøve menneskenes sind.

Bare mennesker bliver godt vant til at misbruge Guds navn og daglig høre det misbrugt, så vil det samme hellige navn og ord ikke senere have store muligheder for at røre dybere med deres sind.

Det er uden tvivl denne uhyggelige plan som er årsag til at den store masse af mennesker som ellers ikke er interesseret i at bekende sig til hverken Gud eller hans ord, er så flittige til at misbruge Guds navn. Noget så specielt er der jo grund til at tro ligger bag så ekstreme handlingsmønstre.

For vi ved at når det gælder andre former for synd, bærer mennesket selv, i sit kød, sine naturlige fristelser til sådant. Som f.eks. til hidsighed, fråseri, tyveri og uretfærdighed.

Men hvor findes det naturlige anlæg for at misbruge Guds navn? Hvilke kødets lyster skulle kunne tilfredsstilles gennem noget sådant?

Hvad kan årsagen så være til at verdens mennesker er så flittige til at bryde Guds bud og formaninger på netop dette område? Tænk over dette spørgsmål! Jo, ham som hedder ”verdens fyrste” kender meget godt svaret. Dette har han sin store plan og hensigt med.

Må da alle kristne som ser Satans dybder, i stor nidkærhed for dette Guds bud advare, formane og forkynde Guds dom over denne syndens udfoldelse, som fører til så stor forhærdelse! Og måtte alle forældre og enhver som har med børn at gøre, være særligt vågne overfor sine børns vaner på dette område, og gøre dem ligeså bange for at misbruge Guds navn, som for selve djævelen og helvede!