22. maj

Vandre det kald værdigt i det kald I blev kaldet til, med al ydmyghed og sagtmodighed, så I med tålmodighed bærer over med hverandre i kærlighed. Ef. 4:1-2.

Du som er et Guds barn, skal vandre, leve et liv, som er dit høje kald værdigt! Du ser andre, ja, også dem som vil være kristne, alligevel uhæmmet lader sine sanser være åbne for al forfængelighed. De lytter, ser, står og taler i alle slags unyttige og farlige forhold. Men da skal du som er kaldet til det salige samfund med Frelseren, og har Den Hellige Ånd i dit hjerte, tværtimod være optaget med det som passer sammen med dette dit høje samfund.

”Gør ikke Den Hellige Ånd sorg!” siger apostlen. Og videre: ”Guds tempel er hellig!” Da burde du holde en vis vagt over dit hjertes tempel, så al mulig verdslighed ikke kan komme ind der.

Du ser andre nedsænker sine dyrebare sjæle i mange og store planer for jordisk vinding, for at oprette sig et paradis her. Da skal du derimod, som er kaldet til Guds rige og herlighed, have din skat og dit Paradis i himmelen, ”søge det som er der oppe.” Med Herrens vilje og bud som rettesnor skal du forvalte det du også er kaldet til på jord, mens hjertet hele tiden søger det som ikke ses.

Du ser andre, som også vil være kristne, er så optaget med at ”leve for sig selv” at de kan se sine medmennesker i vantroens og syndens mørke gå på fortabelsens vej, uden at advare dem med et eneste ord. Frygten for at blive upopulær, dovenskab og magelighed holder dem tilbage.

Men da bør du, som har dit liv og din frelse i Kristi død, indprente dig at ”han døde for alle, for at de som lever, ikke længere skal leve for sig selv.” Og at han derfor har gjort os til konger og præster for Gud. For at vi gennem alvorlig bøn og ved at bekende Ordet bestandigt skal samle med ham.

Se så nærmere på det eksempel apostlen selv holder frem for os her. Han siger vi skal vandre med al ydmyghed og sagtmodighed, så I bærer over med hverandre i kærlighed. Også på dette område skal vi være Guds efterfølgere, som hans elskede børn. Så vi ikke længere skal leve som dem som bare er optaget med egen forfængelighed.

Du møder nok dem som vil være kristne, men har et selvsikkert væsen, så de altid vil være blandt de forreste, fineste og bedste -. Da skal du tværtimod huske på at du er kaldet til at tilhøre et rige hvor Herren selv siger den som vil være den største der, skal være som den mindste. Og den som er størst, skal være alles tjener. Men der hvor de som anser sig selv som de første, og også vil andre skal se op til dem sådan, de skal blive de sidste.

Ja, måtte vi aldrig glemme at af alt det Kristus revsede sine disciple for, var der ikke noget han advarede mod med så alvorlige ord som hovmodet. Dette advarede han dem mod ofte, og når han så det mindste tegn til noget sådant.

Når de spurgte hvem som var den største i himlenes rige, afbrød han deres indbildninger med forfærdelige ord. Han sagde at de slet ikke skulle komme ind der, hvis de ikke omvendte sig, fik et nyt sind og blev som børn igen.

Når disciplene en anden gang frydede sig over sin magt til at uddrive dæmoner, sagde Herren straks: ”Glæd jer ikke over at ånderne er lydige mod jer. Men glæd jer over at jeres navne er indskrevet i himmelen.”

Så afgørende er dette punkt, og så farlig denne fryd over det som fremhæver noget hos os selv. Men at vore navne af bare nåde er indskrevet i himmelen, dette er noget som er fælles for alle svage nådebørn, det skal vi fryde os over.

Peter sagde: ”Selv om alle kommer til at tage anstød på grund af dig, skal jeg aldrig tage anstød.” Men straks fik Satan lov til at sigte ham som hvede. Senere skrev den samme Peter: ”Lad jer ydmyge under Guds mægtige hånd. For Gud står de stolte imod, men de ydmyge giver han nåde.”

Så ser du måske andre som også vil være kristne, som kan opføre sig inderligt venlig blandt fremmede, men som er rene tyranner i sit hjem, vanskelige og hårde mod sine nærmeste. Da skal tværtimod du huske på dit kald til at følge efter ham som ikke knurrede eller klagede, men var ”sagtmodig og ydmyg af hjertet.”

Øv dig alvorligt i en hjertets barmhjertighed, mildhed og sagtmodighed. Så kødet ikke beholder sin frihed. Kan du så ikke hindre ethvert udbrud af et hidsigt sind, må du alligevel skille dig fra de ugudelige ved at du da erkender dine fejl. At du er åben for godt venskab, og ikke ”lader solen gå ned over din vrede.”

Selv om du virkelig har vanskelige medmennesker, så husk at det netop er dit kald som kristen at overvinde det onde med det gode, og at ”vaske deres fødder” - sådan som apostlen understreger her: ”Så I bærer over med hverandre i kærlighed.”

Vor lærefader Luther skriver: ”Om din ægtefælle, din tjener, dine nærmeste også virkelig har en forargelig fejl, så undskyld dem - og brug du al din store nåde til at tjene dem så de kan omvende sig. Husk at du er kaldet til at bære din næstes byrder. Ikke mindst fordi du også ganske sikkert har nogle fejl som også andre må tolerere hos dig.”

Ja, det er dette vi er kaldet til. Og på denne måde skal vi i alle mulige situationer huske på vort høje og herlige kald som kristne og Guds børn. Og så vandre sådan som det er værdigt i dette kald. Gud give os alle stadig mere nåde i dette!