22. juni

Hvis I bliver stille, da skal I blive hjulpet. Esajas 30:15.

Åh, hvilken nød og ulykke at ikke alle mennesker ved hvad de har i Kristus, hvad der er sket i hans død!

Faktum er at de fleste lever i en selvsikker søvn. Letsindigt forkaster de nåden, og med al ret hører de ind under fordømmelse. En dag skal de se ”hvem de har gennemboret,” hvem de har forkastet.

Men I som ved at jeres synd dømmes af loven, og gerne vil komme til Gud, men ikke kan, ikke tør på grund af alle jeres mangler - hør! Ja, hør! At loven og samvittigheden fordømmer jer, er ikke underligt, for der er ingen mangel på synd. I kan ikke gøre det I burde. Ikke en gang angre nok, ikke bede, ikke elske, ikke våge og kæmpe. Nej, alt det loven kræver, det mangler I. Men det loven forbyder, det er der overflod af.

Men hør! Al denne ondskab, denne utilladelige, fordømmelige elendighed har Kristus taget på sig. ”Kristus, som ikke kendte til nogen synd, har Gud gjort til synd for os - for os - gjort til synd! – For at vi skulle blive Guds retfærdighed gennem ham.” ”Kristus har købt os fri fra lovens forbandelse, da han blev en forbandelse for os.”

Hvad mere skulle han gøre? Er dette ikke nok? Hvem er det nu som fordømmer dig, menneske? Gud fordømmer dig ikke. For han er fuldkomment tilfredsstillet gennem det Kristus har gjort, og beder dig bare om straks at komme. Frelseren fordømmer dig heller ikke. For han har givet sit blod og sit liv for at frelse dig, og siger: ”Kom til mig, alle I som slider og bærer på tunge byrder. Og jeg vil give jer hvile!” Og Ånden fordømmer dig heller ikke. For han herliggør bare Kristus for sjælene, og kalder og indbyder til brylluppet.

Hvem skulle det da være som kunne fordømme dig? Jo, det er vantroen som fordømmer dig. Det er djævelen og det falske hjerte som skaber vantro i dit hjerte. Som fordømmer dig, og siger at det ikke er nok, det Jesus har gjort.

Vær på vagt, og frygt for vantroen. Gud har befalet dig at tro! Du trues med døden, hvis du ikke tror!

Bed da Gud om at han vil give dig troen. Og slip ham ikke før han har gjort det klart for dit hjerte at det er nok, ja, evigt nok, det Kristus har gjort og lidt.

Og den som i al sin elendighed har fået sit alt og fået nok i Kristus, han er frelst, han har troen. Han er en kristen. Han kender Kristus og har evigt liv.

”Ja,” siger så mange, ”jeg ved jo alt dette om Kristus. Tror også det er sandt. Men jeg føler ingen kraft af dette i mit hjerte. Det virker ikke det liv, den trøst, fred, glæde og kraft som det skulle.”

Sådan klager mange. Og det er også sandt at ”det er ikke alle som har troen.” Mange har en vis kundskab om Kristus, en historisk betonet tro. Men har aldrig smagt saften og kraften som skabes når den sande, levende tro fødes i mennesket ovenfra.

Gennem lignende suk udtrykker andre derimod en tørst efter herlige oplevelser og skønne følelser af nåden, af Frelserens kærlighed og nærvær. Disse har en virkelig tro. Har i Kristus sin eneste trøst og skat, sit alt. Gennem troen har de også fået et nyt sind. Og de ved at skelne mellem den tid de stod under loven og nu under nåden. Men de husker også hvor herligt de fra begyndelsen oplevede dette. Og det tørster de nu efter.

Men netop disse må nu blive stoppet op for at hele Skriften bare taler om tro, tro på Jesus Kristus. Og aldrig om oplevelser og skønne følelser. Den taler om at tro på selve Ordet sådan som det lyder, og holde sig til det, enten følelserne er onde eller gode.

Deres indstilling bør være at de skal gøre det som er den gode Frelsers vilje. Og være tilfreds også når han finder det tjenligt at skjule sig, og prøve deres tro, sådan som han gjorde med den kanaanæiske kvinde. Og huske hvor kært det var for ham at hun alligevel troede, så dette virkelig frydede ham sådan som vi ser han udbryder: ”Kvinde, din tro er stor! Lad det ske som du vil!” Og da oplevede hun at se hvor herlig han var. Lad os glæde Frelseren på denne måde! Han har ingen større glæde af os, end at vi tror på ham.

Det der altså er helt nødvendigt, er virkelig at tro. Dvs. i al sin bekymring over sig selv, i al sin elendighed, synd og anfægtelse alligevel fortsat at have al sin trøst i Kristus. I ham have sit anker, sin retfærdighed og fred.

Og kraft til dette må vi få fra Ordet. Gud, som har troens gave i sin hånd, må give os en virkelig og levende tro.

Men skal det kunne ske, er det særlig nødvendigt at vi stille og enfoldigt tager Guds konkrete ord til os, bestemte kærneord om Kristus. Og sagte, dybt og alvorligt lader disse ord indtage os. For troen kommer af forkyndelsen.

Mange forkaster Guds nåde bare fordi de stadig, i tankerne, søger hid og did. Måske også med åndelige mål for øje. Men kan ikke holde øjnene stille fæstet på Den Korsfæstede et eneste sekund. De vil ikke tro det vidnesbyrd vi finder over alt i Skriften, om at alt, alt skal kunne blive renset ved troen.

Derfor har de så mangfoldige ting de er optaget med, at Ordet aldrig når at synke ned i deres hjerter, og skabe troens liv og kraft.

Et stormende hav lader sig ikke varme op, selv af solens varmeste stråler. Mens derimod en stille havoverflade tager imod solens lys og varme. Sådan er det også med hjertet.