22. januar

Hvad gavner det et menneske om han vinder hele verden, men mister sig selv eller går fortabt? Luk. 9:25.

Det skulle jo være en uskyldig sag at eje et stykke jord, nogle okser eller en hustru. Men når Kristus vil tale om hindringer som kan holde sjælene borte fra Guds rige, så nævner han netop disse ting (Luk. 14:18-24). At elske sin far eller mor er ikke bare uskyldigt, men til og med påbudt af Gud. Men ”den som elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd,” siger Kristus, ”kan ikke være min discipel,” kan ikke komme ind i Guds rige.

Så længe et menneske går der i åndelig sløvhed og selvsikkerhed, hvordan skulle det da komme til at frygte for at begære sådanne uskyldige ting? Nej, da ser de bare på tingene i sig selv, og tænker at der jo ikke er noget som helst ondt i dette. Har de hellige ikke også haft marker og dyr, eller en hustru? Skulle jeg da ikke også kunne tillade mig dette? osv.

Men de vil aldrig lade den tanke få rum til, at selve deres trang efter disse ting kan være egenkærlig og selvrådig, ja, være afguderi. Vil ikke ind på om dette indtager sjæl og hjerte i den grad at Gud ikke betyder noget i forhold til disse ting, at hans nåde og vilje med dem ikke er nok til at tilfredsstille sjælen.

Nej, dette tænker de stakkels mennesker ikke på. Er altså ikke oprigtig nok i sig selv, så de undersøger dette nærmere. Efterhånden kommer de til det punkt at selv om de klart erkender at de er fanget af en afgud, og stærkt bundet, så kan de alligevel ikke længere gøre modstand. De vil ikke en gang være fri fra sin kærlighed til dette. Og da - da står det virkelig ilde til med nådelivet.

Men djævelen bruger ikke bare de ting som er i verden; øjnenes lyst, kødets begær, osv., til at fange sjælene med. Men også de mennesker som er ”af verden,” ”denne verdens børn.” Disse er djævelens villige og trofaste tjenere. Snart er det med fjendskab, had og forfølgelse de hindrer eller udmatter Guds børn med. Snart ved at lokke og drage med sine løfter, sin smiger eller venlig imødekommenhed. Dette ser man mangfoldige eksempler på.

Et sted er det f.eks. en håndværker som af Guds nåde er kaldet, opvækket, og har fået nåde. Han har vendt sig bort fra uretfærdighed og svig i sin virksomhed, og fra et verdsligt liv. Nu søger han Guds rige. Men efter en tid mærker han at mange af hans tidligere venner og kundekreds trækker sig bort fra ham. Hans omsætning og indtægter bliver mindre. Snart udholder han ikke længere bare at vente på Herren.

Tanken om, at han er helt afhængig af at genoprette venskabet med verden, fylder mere og mere. Nu begynder han at skjule sin kristentro. Lever mere lig verden, trækker sig væk fra sådanne kristne som verden tager afstand fra. Holder sig til dem som er accepteret og er populære; hyggelige verdensmennesker.

Kort sagt: Han begynder at leve sådan at verdens børn ikke skal få en følelse af at han er noget anderledes end dem, eller at han skulle gå med tanker om at de kunne leve i en livsfarlig sjælstilstand. Han er så småt begyndt at give efter, gøre ligesom dem, deltage i deres kredse og i pænere verdslige fornøjelser.

Og nu møder verden ham med overstrømmende venlighed, fordi de igen ser ham som en af sine egne. Snart trækker de ham med sig der hvor de vil have ham. Og efter en tid kan han både drikke og lege med verden, og uforbeholdent gøre alt kødet har lyst til.

Sådanne ulykkelige fald i verdens garn hænder ikke bare med en håndværker. Men med mennesker i alle slags erhverv og tilstande. Snart er det en købmand, snart en student. Snart en ung pige, eller en præst. De er kommet til Jesus. Men de orker ikke oplevelsen af at være forkastet af verden. Ikke længere blive regnet med. Ja, til og med at blive forfulgt. De orker ikke at se sit gode navn og rygte, sin forretning eller sin stilling - det de skulle leve af - i fare. Så forsøger de at vinde verdens venskab tilbage. Skikker sig på ny lig den.

Men det falder ikke nogen af dem ind at erkende at de er svage overfor verden. Nej, denne ynkelige tilstand pynter de på, og omtaler den i stedet som at det er en kristens frihed, ja, til og med at det er en kristens pligt at leve sådan, ikke at skille sig ud, hvis man skal kunne hjælpe dem som er af verden.

Men det kommer aldrig så langt at de kan bevise denne ”hjælp” overfor verden med nogen alvorlige ord, en advarsel. For alt skal gå så forsigtig og pænt for sig, så ingen skal forarges eller stødes.

Resultatet bliver at den frie og frimodige verden har større magt over det forsigtige og tilbageholdne barn, end omvendt. Og hvis ikke denne stakkels sjæl i tide vågner op, rejser sig og ”går ud og græder bittert,” men bare fortsætter at ”trække ulige åg med de vantro,” da bliver han til sidst en træl under verden og menneskers krav.

Den åndelige nådekraft er forsvundet. Venskabet med Gud er brudt. For venskab med verden er fjendskab med Gud. Samfundet med Guds nådebørn er opløst, fordi det ene altid er en følge af det andet. Demas har forladt mig, fordi han fik kærlighed til denne nuværende verden.

Når så et menneske i denne situation også undgår mennesker og bøger som forkynder dommen over en sådan tilstand, går det mere og mere ind i forhærdelse. Noget som jo også ligger i ethvert frafalds natur.