22. august

Jeg skal slutte en ny pagt med Israels hus ...jeg skal give min lov i deres hjerte. Jer. 31:31-33.

Bare indledningen burde vække alles opmærksomhed, når Herren her siger: ”Jeg skal slutte en ny pagt.” Og han siger også udtrykkelig: ”Ikke sådan som den pagt jeg sluttede med jeres fædre da jeg førte dem ud af Egypten, og tog dem med til bjerget Sinai.”

Og læg særligt mærke til at Herren siger han vil slutte en ny pagt som ikke skal være som lovpagten, - ikke en sådan en, siger han. Åh, så mærkeligt at intet menneske alligevel vil tro dette -! Næsten ingen har en levende vished om noget andet end lovpagten.

Men Herren siger også udtrykkeligt hvad forskellen mellem de to pagter skal bestå i. Det var særligt på tre punkter. For det første var loven i den første pagt skrevet på sten, og menneskets hjerter var genstridige, så Herren måtte tvinge dem. Men nu skulle loven skrives i hjerte og sind. Dvs. at Gud skal give os Den Hellige Ånds inderlige kærlighed og lyst til det gode, som skænkes os som en indre, levende lov.

For det andet kunne den første pagts love meddeles videre fra den ene til den anden. For den moralske lov ligger i selve naturen, også hos hedningerne, om end noget fordunklet. Den nye pagt derimod skulle det ikke være muligt, selv med al mulig undervisning at meddele videre fra en bror til en anden. For, som Jesus selv udlægger dette: ”De skal alle være undervist af Gud.” 

Det var dette Jesus ofte talte om: ”Ingen kan komme til mig uden at Faderen drager ham,” ”ingen kender Faderen uden Sønnen, og den Sønnen vil åbenbare det for.”

Og den tredje forskel var at efter den første pagt skulle synderen stå til ansvar for sine synder, og straffen altid fuldbyrdes på ham. Mens synderne efter den nye pagt skulle forlades, tilgives, - ikke tilregnes. Og dette punkt indledes med et betydeligt for - for jeg vil forlade jeres misgerning - som viser at denne forladelse er grunden og årsagen til de to punkter som er nævnt foran. Ja, sådan er det.

Dette lærer både Skriften og al erfaring os, at først når Gud forlader dem alle deres synder og trøster deres hjerter, først da lærer mennesket at kende Gud. Og først da bliver loven skrevet ind i deres hjerter ved at de får en inderlig lyst til at leve efter Guds bud.

Det er dette Paulus så stærkt holder frem mod dem, som også på hans tid påstod at den trøstefulde troens forkyndelse bare ville udelukke loven. De mente det var loven som skulle virke helliggørelse. Men Paulus siger til dem: ”I uforstandige galatere! Bare dette vil jeg vide af jer: Var det ved lovgerninger I fik Ånden, eller ved at høre troens forkyndelse?”

Det samme siger han også til romerne: ”Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Tværtimod stadfæster vi loven.” Og så siger Herren nu her: Jeg vil skrive loven ind i jeres hjerte og sind, ”for jeg vil forlade jeres misgerning og ikke mere komme jeres synder i hu.”

Og så ser vi i Apg. 10 hvad der skete i Kornelius’ hus da Peter talte disse ord: ”Om ham vidner alle profeterne at hver den som tror på ham, får syndernes forladelse ved hans navn.” Netop ”mens Peter endnu talte disse ord, faldt Den Hellige Ånd på alle dem som hørte ordet.”

Vi skal derfor grundigt lære at afvise den opfattelse, at der sammen med troens forkyndelse også behøves en anden forkyndelse som skal give Den Hellige Ånd og virke helliggørelse. Nej, det er bare denne troens forkyndelse alene som giver Den Hellige Ånd. Intet menneske bliver en troende og retfærdiggjort i Kristus uden Den Hellige Ånd. Og der hvor Den Hellige Ånd bor, der virker den helliggørelse.

Al kristendom som ikke er født af nåden og troen, er bare ”døde gerninger,” eller ”lovens gerninger” som vi har tvunget frem. Og alt dette er under forbandelse. Derfor siger Paulus udtrykkelig: ”Jeg er ved loven død for loven, for at jeg skal leve for Gud.” Og videre: ”Men nu er vi frigjort fra loven, sådan at vi tjener i Åndens nye væsen og ikke i bogstavens gamle væsen.”

Det er dette Gud mener når han siger: ”Jeg skal give min lov i deres hjerter, og skrive den ind i deres sind. For jeg vil forlade jeres misgerning og ikke mere komme jeres synder i hu.” Men denne Guds helliggørelseslære udelukker aldrig den omsorgsfulde og alvorlige brug af formaningen, eller den trofaste vingårdsmands beskæring af grenene.

På den anden side åbenbarer denne lære det meningsløse i at beskære de døde grene, som jo bare skal brændes, om de aldrig er så pænt beskåret.

Men dette indre liv, denne kærlighed og lyst til det gode, kommer bare når den overstrømmende nåde indtager en knust synder, smelter hans hjerte og giver ham Den Hellige Ånd.

Nu fatter vi budskabet i disse ord fra Gud: ”Jeg skal give min lov i jeres hjerter - for, for jeg vil forlade jeres misgerning og ikke mere komme jeres synder i hu.”