22. april

Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede, brød det og gav dem det og sagde: Tag, spis, dette er mit legeme. Mark. 14:22.

Det første en kristen må huske på, hvis han nogen sinde vil have et sandt lys, nogen glæde og frugt af nadveren, ja, hvis han da ikke tværtimod vil pådrage sig døden. Det er at ingen må komme hid bare på grundlag af det de ser med sine legemlige øjne, eller ud fra sin egen fornuft.

Her kræves noget ganske andet, her kræves åndelige øjne og sanser. Det kræves at man fast og uafladeligt holder øjnene fæstet til Guds ord. Det er den dyrebare, guddommelige gave: Troen, ja, selve Guds nåde som kræves.

Kommer jeg bare med mine legemlige øjne, sådanne som også dyrene har, frem til nadverbordet. Eller jeg vil studere selve nadveren nærmere for at se hvad jeg finder i denne. Da vil jeg der bare finde ceremonier og brød og vin. Ikke noget guddommeligt, ikke noget himmelsk og herligt.

Det samme, om jeg bare med min fornuft vil studere og bedømme dette nådemiddels indhold og betydning. Da bliver jeg, i stedet for en opbygget og varm kristen, tværtimod en kold foragter, en kætter som foragter nådemidlet.

Åh, det er et tegn, en anstødssten, som bliver til fald og en snare for mange. Som mange skal tage anstød af og fanges i.

Dette er noget, ikke bare verdens mennesker, men også rette kristne, alle sit livs dage må huske på. For om du hundrede gange har smagt og frydet dig i tro over Herrens herlighed og styrke ved hans nådebord. Så vil djævelen også lige så mange gange på ny indfinde sig for at frarøve dig denne herlighed, denne himmel på jord. Og det sker så stille, så pænt og fint, når du selv føler dig sikker. Da leder han dig ubemærket ind på fornuftens plan. Nu skal denne, Guds dybe hemmelighed, virkelig granskes med fornuftens og vore naturlige sanser.

Og kan han bare gøre os optaget med dette, så vi forsøger at vurdere og forstå hvordan alt dette foregår, hvordan dette og hint er muligt. Da har han snart vundet spillet, og taget alt sammen fra os.

Kristne mennesker må derfor huske på at nadveren er et under, et af de mange, vældige, hellige undere, som aldrig vil kunne forstås af noget menneskes fornuft her i dette liv. Men bare tros på den almægtiges og sandfærdige Guds ord.

Ja, blandt disse dybe hemmeligheder er nadveren en af de største. Og af de gamle ikke uden grund kaldt ”hemmelighedens hemmelighed.” Og, tænk: Dette skulle den faldne, mørkelagte, bedragede fornuft kunne begribe og bedømme! Noget som selvfølgelig er umuligt!

Så bliver da dette den største lærdom om dette emne: At vi aldrig behøver at anstrenge os for at forsøge at forstå det. Men bare må holde fast ved Guds almagt og sandfærdighed i alt det som Guds ord forkynder. Sådan at så snart fornuften forsøger at beregne hvordan det kan være muligt, det Kristus siger. Da må vi straks indse at dette er fristelsens øjeblik. At djævelen nu er dukket op, den gamle fornuftige slange som bedrog Eva med sin list.

Og straks må vi påkalde Guds navn og hans hjælp, som om vi var i dødsfare, eller på vej til helvede. Er du ikke villig til dette, men bare vil bruge fornuftens vurderinger, så bare gør det, og bliv bedraget!

For dem som anfægtes af tvivl om nadverens indhold, vil det være til stor hjælp om de kunne fæste blikket mere på Ophavsmanden, og studere ham. Hvem er han? Jo, han er din Skaber og din Frelser. Han er den høje og ophøjede, han som bliver i al evighed. Han er den almægtige Gud, den første og den sidste. Han som er, som var, og som bliver. For Ordet var Gud! ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Alt er blevet til ved det, og uden det blev ingenting til af det som er.”

Opløft dine øjne, og se hans værk! Se solen, se stjernerne, se hele skabningen! Alt dette har denne Herre gjort. Og han holder alle ting oppe ved sit ords kraft, og har ved sig selv gjort renselse for vore synder.

Tænk! Er nogen ting da umulig, eller i det hele taget vanskeligt for ham at gøre? Hvad kan være lettere for Den Almægtige, end at gøre det han selv vil? Du kan ikke forstå hvordan han kan give os sit legeme og blod. Din fattige fornuft bryder hovedet med dette, og skønner det ikke. Men forstår du hvordan han kunne skabe alle ting af intet? Nej, hvad forstår vi i det hele taget? Og hvad er Den Almægtige ikke i stand til at gøre?

Og videre: Ville han vel sige noget som han ikke vil gøre? Kan han, Den Hellige, lyve? Vil du spotte din Skaber, din kærlige Frelser på denne måde?

I selve skabelsen gjorde han tusindvis af undere, som vi ikke forstår. Så blev han selv menneske og gjorde tusindvis af undere på jorden. Og fordi disse blev synlige, tror vi dem, selv om vi ikke forstår dem.

Til sidst ville han så gøre et særligt nåderigt under - som ikke er synligt, men må modtages i tro på hans ord. Skulle vi så modsige dette, gøre ham til en løgner, og sige: Her har han til sidst sagt noget som ikke kan være sandt, når han sagde: Dette er mit legeme osv.

Åh, Gud, fri os fra sådanne tanker! Men sådanne holdninger lader Gud de selvsikre sjæle falde i, som straf for at de sætter sig op mod Gud.