2. december

Fri os fra det onde! Luk. 11:4.

Et gudfrygtigt menneske har lært at være mistænkelig overfor sit eget falske hjerte. Han har erfaret fjendens farlige bedrag, og har indset at han må være på vagt overfor den ondskab han endnu ikke ser og kender tydeligt nok. Han frygter for djævelens ”listige angreb.”

Men så har dette menneske også den trøstens udvej straks at vende sig til vor trofaste Gud, som ser alt, med bøn om at han må tage sig af dette og afværge alt ondt. Og dette udtrykker han da enkelt i bønnen med ”det onde”: ”Frels os, trofaste Gud, fra alt ondt, også fra det vi ikke forstår. Du som ser alle djævelens og vort eget hjertes skjulte garn og snarer. Du som har sagt vi skal påkalde dig i al vor nød; frels du os!”

Noget af det som tynger Guds børn mest, er når de sukker: ”Jeg ved jo at jeg aldrig bevidst vil være falsk, eller forsvare noget som er galt. Men jeg er så bange for at mit hjerte skal bedrage mig. Og jeg ved at jeg mangler den nødvendige kraft. Men jeg ved ikke hvor fejlen er.”

Tænk hvilken usigelig trøst det er, når man lever i sådant et mørke og en frygt for noget ukendt ondt, da at kunne kaste al sin bekymring over på den trofaste Herre, som selv har lært os at bede: Fri os fra det onde! Og kunne sige til ham: ”Frels mig fra netop det onde du ser og kender til hos mig, men som er skjult for mig! Tag du det bort, som du ikke godtager, du trofaste, almægtige Gud. Og giv du mig så det jeg mangler!”

Og her må vi da tydeligt indprente os, at Gud er den eneste som virkelig kan ransage og kender vort falske hjerte ret. Han kender også Satans dybder. Vi skal også huske på at Gud aldrig har sagt at vi skal kunne ransage hjertet. Men tværtimod. Dette er Herrens egne ord: ”Hjertet er svigefuldt, mere end noget andet. Hvem kender det? Jeg, Herren, ransager hjertet. Jeg prøver nyrer.”

Her slår Herren udtrykkeligt fast, at der ikke er noget menneske som kan ransage hjertet, og siger at han er den eneste som kan dette. David var særdeles rigt åndeligt udrustet. Og når den profetiske Ånd var over ham, kunne han se tusind år frem i tiden. Men selv han kunne ikke gennemskue sit eget hjerte. Vi ser ham vende sig til Gud og beder: ”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte! Prøv mig og kend mine tanker og motiver!”

Dernæst må vi også indprente os at Herren er den eneste som kan rette det op som er galt hos os. Han har aldrig sagt: I skal skabe nye hjerter i jer. Men tværtimod siger han: Jeg - jeg skal tage stenhjertet ud fra jeres kød, og give jer et blødt, bøjeligt hjerte. Dette var noget som også David måtte vende sig til Gud og bede om: ”Gud, skab i mig et rent hjerte, og give mig en ny og villig ånd!”

Når nu Gud selv har sagt at ikke vi, men han, er den eneste som både kender vort hjerte, og kan rette det op som er galt. Og her lærer han os netop at bede om dette. Da bør vi jo også med stor forventning vende os til ham når det er mørkt for os.

Han er jo en trofast Gud. Han vil ikke svigte den som frygter Gud, som dømmer sig selv og gerne vil følge hele hans ord, selv det som allermest døder den gamle Adam. Da kan vi være sikre på at han også skal gøre det vi beder om. Han vil selv påtage sig hele ansvaret for at vi bliver frelst, og redde os fra alt det som er ondt og farligt, selv det vi ikke forstår. Han har jo selv lært os at bede: Fri os fra det onde!

Det som er endnu mere almindeligt, er at vi, når vi fristes, nok forstår hvad der er galt, men alligevel ikke selv kan gøre os fri fra det. Jeg indser at forskellige ting er synd. Ser at det er djævelen som arbejder på at føre mig ud i det. Men er alligevel ikke i stand til at fri mig ud af dette.

Det har allerede ”taget mig til fange under syndens lov som er i mine lemmer.” Det som fastholder mig kan være vrede, had, urene lyster, begær efter noget som tilhører andre osv. Jeg ved det er synd. Jeg ser det farlige i dette og det piner mig virkelig. Alligevel er jeg ikke i stand til at hindre at hjertet og mine tanker trækkes mod dette.

Det kan efterhånden plage mig så stærkt at jeg overvejer at give fuldstændig op. Jeg føler jeg går fortabt hvis ikke Gud forbarmer sig over mig og frelser mig.

Da lærer jeg hvad der ligger i bønnen: Fri, ja fri os fra det onde! Åh, fald da straks på knæ og bed. Og husk da på at i en sådan situation er vi prisgivet en fjende som ingen magt i himmel eller på jord kan råde med, - uden en eneste: Den ene almægtige, som også højtideligt forkyndte: ”Jeg, jeg er Herren, og foruden mig er der ingen frelser.”

Luther siger: ”Rør dig ikke, for selv at prøve at overvinde synden. For da kommer den til at røre sig så kraftig mod dig at du går evigt fortabt.” Nej, her gælder det for alvor bare at tage sin tilflugt til vor trofaste, almægtige Herre, og bede: Frels os fra det onde!

Da vil det blive en vældig trøst for os, når det virkelig går op for os hvad det betyder at det er Herren selv som har lært os at bede til ham. Vi burde da tro at Herren ikke selv ville bedrage sine børn når de er i nød! Det var ikke det han ville med at lære os denne bøn.

Nej, han havde virkelig som mål at redde og frelse os. Han siger også udtrykkeligt: ”Kald på mig på nødens dag, så skal jeg udfri dig, og du skal prise mig.”