2. april


Min sjæl, lov Herren, og alt som er i mig, lov hans hellige navn! Salme 103:1.

 

Nu er spørgsmålet: Hvordan har David fået et sådant hjerte? Hvad er det som har gjort at Herren er blevet så hjertelig kær for ham?

Svar: Det er bare syndernes forladelse og visheden om den, som virkelig kan gøre et menneskes hjerte lykkeligt, varmt og brændende. Et menneske kan tro alt det Skriften indeholder om Kristus, og tro det så sikkert at han tusind gange kunne dø på den tro. Men kender han ikke sine synder, men bare går der, sikker og selvtilfreds, så kommer det af at han i al sin tro aldrig har nogen kærlighed til Gud, ingen glæde - og først og fremmest ikke noget liv i Gud. For hele hans gudsliv består bare i kundskab og kristelig aktivitet.

Og videre; om et menneske bare kender sine synder, så det er knust både på legeme og sjæl, men ikke har fået troens vished om fuld forladelse, så bliver det fortsat lige koldt og dødt. Om det så slider sig til døde for at opvække hjertet til en ægte kærlighed og glæde.

Der er altid to ting som Skriften viser, er uadskillelig forenet: Omvendelse og tro, eller en overflod af synd og en uendelighed af nåde.

Men, åh, hvilket nyt liv, hvilken fryd, hvilken brændende ånd, og hvilken lyst og kraft til alt helligt, som jeg får når jeg i min største uværdighed må høre den almægtige Gud forsikre mig om at: ”Dine synder er dig forladt. Du har fået nåde for alt. Du skal her på jord få lov til at leve i et rige hvor ingen synd tilregnes dig, hvor du i mine øjne hvert øjeblik er hellig og ulastelig!”

Hør dette, alle sammen! Det siges så ofte, men må altid gentages på ny, for det bliver stadig glemt. Hør: Dette er den eneste vej til at blive både frelst og hellig, blive retfærdig for Gud og glad og varm i hjertet, villig og skikket til alt godt.

Når et menneske opvækkes fra den forfærdelige syndens søvn, og begynder at søge frelsen -. Eller når en kristen på ny vågner op fra sin lige-gyldighed og synd, men går ud i et trællesind -. Da bliver det oftest en stor nød for et sådant menneske at det ikke kan elske Gud sådan som det burde, og som det ser at David eller andre Guds børn har elsket Gud.

Da bliver han urolig, da beder han, da anstrenger han sig for at kunne elske, kunne få et varmt hjerte. Men han får det ikke. Han er fortsat lige kold. Han beder om kærlighed, men føler med det samme kulde. Han strider mod sin kærlighed til afguder; andre ting eller personer som er blevet mere kær for ham end Gud. Men han elsker dem endnu. Da bliver han fortvivlet over dette, og med rette, fordi han ikke elsker Gud, mener han.

Men hvis han nu bare ikke forstår, men med det nye syn Ånden har givet ham endelig indser at det jo var virkelig fortabte syndere Kristus kom for at hjælpe -. At han kom for at gøre nøjagtig det, i vort sted, som loven ikke kunne udrette i os. Det var jo netop det som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet; som gjorde at han har elsket Gud for os. At han har været ren, hellig og retfærdig for uretfærdige. At alt er fuldbragt, alt er færdigt nu. At så elendig dette menneske nu er, så uværdig og ubrugelig han nu er, så kold eller varm han er - er han alligevel retfærdig, hellig, ren og benådet i Den Elskede.

Og når han i troens lys ser, og får al sin trøst i dette, og bliver frigjort og overbevist om at han er benådet - ja, da elsker han. Da kan han elske. Da kan han ikke lade være at elske en så overstrømmende nådig Gud og Far. Da er der født et nyt liv i hans hjerte. En fryd, kærlighed og en inderlig lyst til Frelserens bud og veje.

Da kan han ikke andet end love og prise Gud af hele sit hjerte. Og da kan han synge som David: ”Min sjæl, lov Herren, og alt som er i mig, lov hans hellige navn. Han som forlader al din misgerning, som læger alle dine sygdomme.”

Det er på denne måde det foregår at man får et hjerte som David havde. Du kan være kristelig, ydmyg, have stor visdom og gøre mange gode gerninger. Men har du ikke gået denne vej, denne mørke, ynkelige, elendige vej gennem syndenød til benådning i Kristus -. Åh, da er alt sammen et bedrag!

Det skaber nok folk som er hyggeligere end verdens mennesker. Men det skaber ikke kristne mennesker som er ”iklædt Kristus.” For uden at man er kommet i syndenød, kan det ikke ske på rette måde at man iklæder sig Kristus.

Det går selvfølgelig an at være et særdeles retskaffent og kristeligt menneske her på jord. Men når det øjeblik kommer da kongen går ind i bryllupssalen for at ”se gæsterne,” vil det vise sig at dette menneske mangler bryllupsklæderne. Og derfor, på trods af al sin kristelighed ved bryllups-bordet, skal han kastes ud i ”det yderste mørke.”

Nej, vi må alle sammen gå Davids og synderindens vej! Hvad for noget? Skal man virkelig ud at synde for at blive frelst? Åh nej, der findes nok af synder i dit liv allerede! Der er ikke mangel på synder i vore liv. Fejlen er at vi ikke kender dem.

Men du ville nok komme til at kende dine synder mere end du orker at bære, bare du fik nåde til at tage Guds ord til dig. Bare ”gudsfrygt kunne komme for dine øjne.” Bare Guds hellighed fik lov til at skinne ind i din samvittighed og i dit hjerte, sådan at al dets urenhed, ligegyldighed, hykleri, selvsikkerhed osv., endelig fik lov til at blive store synder for dig.

Når selve hjertet bliver angrebet på denne måde, da bliver nøden større. Men da bliver nåden også ægte og stor og overstrømmende. Da bliver hjertet født på ny - og da er du blevet en sand kristen.