19. april

Du må ikke stjæle. 2. Mos. 20:15.

Lad os nu se hvad dette syvende bud indebærer, hvad der egentlig er tyveri.

Med det menes enhver måde at fratage vor næste hans ejendom på. Uanset om det sker i hemmelighed, eller åbenlyst. Med vold eller med list. Ved en åbenlys forbrydelse, eller i en form som finder dækning under lov og ret.

Det at stjæle, være en tyv, er noget så groft og stygt at den synd mener de fleste mennesker at de er uskyldige i. Selv om det nok kan lykkedes at overbevise almindelige retskafne mennesker om at de har været ulydige mod de øvrige bud, så retter de hovedet op når man kommer til det syvende bud. For her føler de sig i hvert fald trygge, mener de. De har da ikke stjålet, har ikke rakt sin hånd ud mod en anden mands ejendom -! Hvilken forfærdelig påstand det ville være, hvis vi ville gøre sådanne hæderlige mennesker til tyve -!

Ja, hvis det bare var dette som var at stjæle; at man brød andres låse op og på groveste måde fjernede penge og ejendele -. Da var de fleste mennesker ganske rigtig retfærdige overfor dette bud. Men alt dette ser ganske anderledes ud når vi ser det i lyset af hvordan Kristus tolkede budene. Da bliver det en knusende opdagelse. For da opdager du måske gennem en sådan tolkning at du også er en tyv.

Når man får at se, og ind for Guds øjne tager det ind over sig, at hver eneste form for selv at opnå noget - på en andens bekostning, er tyveri. Det kan ske gennem en handel som man anser så særdeles gunstig for sig selv at man ganske betegnende kalder det for et ”røverkøb.” Det sker ved at man som sælger kræver og får alt for meget for sin vare. Eller gennem et dårligt udført arbejde man gør i tjeneste for andre osv.

Da vil man se sandheden i Luthers ord om at ”ingen beskæftigelse i verden er så almindelig som det at stjæle.” Og at den ”er så vidt udbredt og almen en last, men også så betydningsløs i menneskers øjne, at hvis man skulle hænge alle som er tyve, men absolut ikke vil regnes for det, da ville verden blive lagt øde, og man ville ikke finde hverken bødler eller galger nok.”

Nu taler vi her ikke om hjerteforholdet. For det er klart at i Guds øjne kan du være en tyv, selv uden at du har frarøvet din næste en eneste øre, fordi lysten er der i dit hjerte. Du har bare undladt at udføre gerningen af rædsel for følgerne for dig selv.

Nej, her taler vi nu bare om tyveri udført i gerning. Og da gentager vi på ny at enhver form for at fratage vor næste hans ejendom er i selve gerningen et tyveri. Og vi beder hver enkelt tænke grundigt over hvad der ligger i dette.

Husk på at vi ikke bare stjæler når vi plyndrer vor næstes skabe eller lommer. Men også når vi på torvet eller i anden handel kræver for meget, eller betaler for lidt for vore varer. Det samme når vi leverer en vare som er dårlig, eller ikke er udført som bestilt, men vi tager fuld betaling.

Eller man som ansat ikke er pligtopfyldende i sit arbejde, og måske lader ting ske som er uheldige for arbejdsgiveren. Med andre ord; ikke er omhyggelig optaget med at varetage arbejdsgiverens interesser.

Eller når man benytter sig af sin næstes vanskelige situation, og tager urimelig høj rente for at låne ham penge osv. På en sådan måde kan du ganske hurtigt frarøve din næste både ti, tyve, halvtreds, ja, tusindvis af kroner. Og selv går du helt fri, selv om der er mange som har været i fængsel og sat under lås og slå for langt mindre end dette, - bare fordi det var en anden måde de stjal på.

Men i hvert af budene er der ikke bare noget som forbydes, men også noget som påbydes. Sådan også med det syvende bud. Der tales ikke bare om at vi ikke skal stjæle. Men også om at vi skal hjælpe til med at vor næstes ejendom og virksomhed kan øges og beskyttes.

Vi må huske på at Herren med lige stort alvor som han forbyder det onde, også kræver det gode af os. Tænker vi over dette, da vil denne del af buddet nok blive endnu mere nærgående, og gør nok også dem til syndere som ikke blev det under det første.

Men da er det nødvendigt at vi ikke bare er optaget med hvordan gerningen udefra set vurderes. Men at Gud selv betyder noget for os. Verden og fornuften siger: ”Når jeg ikke tager noget fra en anden, må jeg jo også kunne gøre hvad jeg vil med det som er mit!”

Men i Kristi rige gælder en anden lov. Den taler sådan: ”Du skal ikke bare lade være at gøre din næste noget ondt. Du skal tværtimod også gøre alt muligt godt mod ham med de gaver og anledninger Gud netop med den hensigt har givet dig. Du skal elske din næste som dig selv.”

Den som ikke gør noget som helst ondt, gør alligevel meget synd hvis han ikke gør det gode som han kan og bør gøre. For alt det vi ejer og har på jord, har Gud givet os - ikke bare til vort eget behov, men også for at vi kunne gøre noget godt for vor næste med alt dette.

Vi skal være vor Herres forvaltere, som ikke har ret til at forvalte disse gaver han har overladt til os efter vore egne lyster. Men efter hvad hans kærligheds hensigt kræver. Dette er grunden til at vi har en hel række af pligter som hele verden ikke ved om.

Lad os derfor veje vort forhold til dette syvende bud på den store kærligheds-lovens guldvægt!

Da vil vi nok overraskes. For da vil vi se at næsten alle vore gerninger, når vi spiser og når vi drikker, vort arbejde og vor hvile, vor påholdenhed og vor gavmildhed, - alt sammen er besmittet, ja, gennemtrængt af synd mod dette bud.