18. januar

Når han (talsmanden) kommer, skal han overbevise verden … om synd, fordi de ikke tror på mig. Joh. 16:8-9.

Læg mærke til disse ord: Om synd, fordi de ikke tror på mig! Her ser jeg noget mærkeligt. Hvad kan det betyde, at når Herren her vil omtale hele verdens synd, som Ånden skal overbevise om, så nævner han bare dette at de ikke tror på mig?

Jo, det betyder at det er netop dette Kristus vil åbenbare for os, at vantroen er den eneste synd som fordømmer os. At al synd mod de ti bud er taget bort, er sonet. Ingen af disse synder fører til fordømmelse for noget menneske, hvis ikke mennesket selv stiller sig under fordømmelsen på grund af sin vantro.

Om synd, fordi de ikke tror på mig. Ser vi ikke dette også gennem al Jesu omgang med syndere? Til ham kom alle slags toldere og syndere jo, toppen af alle ugudelige mennesker i landet. Men ser vi nogen gange at deres synder var nogen hindring for at de kunne blive benådet?

Var alt ikke helt i orden, bare de kom til ham med alt? Hvor var nu loven med sine bud og sin dom? Hvor var deres lange og sorte synderegister? Alle deres livs dage havde de syndet mod Guds bud. Alligevel ser jeg Paulus sige at Herren ikke tilregnede dem deres overtrædelser.

De mødte bare nåde og trøst, godhed og varme. Som om de hele livet aldrig havde gjort en eneste synd. Vi ser hvordan de skriftlærde rasede over dette og sagde: Han er toldere og synderes ven. Og hvad siger han selv om dette? Han afviser det ikke, men tværtimod bekræfter det.

I lignelser skildrer han disse syndere som hans bortkomne får, sølvmønter og sønner. Og at han er Faderen som hele tiden har haft en vældig omsorg for den fortabte søn, og løber mod ham med udstrakte arme, osv.

Åh, kære Frelser, ved du ikke en gang om hans mange og frygtelige synder? Nej, han har ingen synd - ingen som helst synd! Mit blod udgydes til syndernes forladelse! Synden er taget bort, misgerningerne er sonet, og den evige retfærdighed er ført frem. Gud har i Kristus forligt verden med sig selv, så han ikke tilregner dem deres overtrædelser. Der findes bare én synd som fordømmer verden: Fordi de ikke tror på mig!

Ser du hvordan Kristus fordømte dem som gennem det strengeste liv søgte at blive hellige efter loven? Han afviste ikke at det var godt at de søgte at hjælpe de fattige, at de ikke var uretfærdige, røvere eller drev hor, osv. Men på trods af alt dette fordømte han dem.

Ser vi ikke også hvordan Paulus giver stærke vidnesbyrd om mange af sine landsmænd, at de havde nidkærhed for Gud, at de jagede efter retfærdighed. Men, siger han, de fik ikke retfærdighed. Fordi de ikke søgte den ved tro, men ved lovgerninger.

Hvilken underlig dom! De som var de bedste, bliver fordømt. Og de som var de værste, bliver frelst. Den som sløsede sin arv bort sammen med skøger, oplever at fedekalven slagtes til fest når han kommer hjem. Mens den som havde tjent hjemme hos faderen, og ”aldrig nogensinde havde overtrådt hans bud,” aldrig fik et kid!

Ser jeg ikke at her ligger der en stor hemmelighed? Skal det da aldrig blive klart for mig hvad der skjuler sig i forsoningen? Skal det aldrig gå op for mig hvad der skete i Kristi død?

Det første vi lærer af disse Kristi ord: Om synd, fordi de ikke tror på mig, er at al synd er sonet i Kristi død. At lovens forbandelse ikke længere er et uundgåeligt resultat af synden. Men at fordømmelsen bare kommer som et resultat af vantroen.

At intet menneske bliver fordømt på grund af synden. Bare på grund af sin vantro. Det er denne trøstens lærdom vi har i disse ord.

Det andet vi skal lære af denne tekst, er at det frommeste, alvorligste, mest gudfrygtige menneske, kan blive fordømt, - dvs. hvis det i al sin kristelighed ikke tror på Kristus. Sådanne mennesker kan have mange år bag sig i det alvorligste arbejde på sin helliggørelse. Kan have den dybeste anger, de andægtigste bønner, det frommeste liv, den strengeste selvfornægtelse, den mest foretagsomme indsats for de svageste i samfundet, osv.

Men på trods af alt dette vil de havne i helvede, hvis de ikke har lært at regne alt dette for tab, sammenlignet med det som er så meget mere værd; kundskaben om Kristus Jesus. Og det at blive fundet i ham, have al sin retfærdighed og trøst bare i ham.

Der er ikke noget som helst i et menneske som betyder noget i Guds øjne, efter at hans elskede Søn gav sit blod til syndernes forladelse.

Dette er grunden til at de mest kristelige mennesker bliver fordømt hvis de ikke ”tilbeder Sønnen.” Det er dette Den Hellige Ånd skal overbevise verden om: Om synd, fordi de ikke tror på mig! Med dette angriber han de mest fuldkomne mennesker på jorden. Kaster de frommeste, mest alvorlige og hellige mennesker under fordømmelsen. Bare fordi de ikke vil give Lammet al ære, men selv vil være sin egen frelser.