16. januar

 

Jeg ville ikke vide noget blandt jer uden Jesus Kristus og ham korsfæstet. Kor 2:2.

 

Du spørger: Har Den Hellige Skrift givet noget sikkert kendetegn på Kristi rige? Noget som gør at den ”rette Guds nåde,” den eneste sande åndelighed, kan skilles fra alle falske veje.

Kunne du tænke dig at Gud ikke skulle have givet os noget sådant kendetegn? Han som på forhånd så alle de forskellige meninger og opfattelser som ville opstå, om hvad der er kristendom, hvad der er hovedsagen og selve hemmeligheden. Jo, Gud være lovet! Sikre kendetegn findes virkelig, både tydelig og klart understreget.

De som allerede er kommet til sandheden og har fået øjne at se med, de finder dette over alt i Skriften. De ser at der er et eneste forhold alt afhænger af. De ser at det klare kendetegn, hemmeligheden og kærnen i al sand kristendom, er at Kristus, Kristus er blevet hjertets et og alt.

De kan af hjertet sige som Paulus: ”Alt det som var en vinding for mig, det regner jeg som skade, mod det uendelige store i at kende min Herre Kristus. Jeg døde, men Kristus lever i mig. For det liv som jeg nu lever i kødet, lever jeg i Guds Søns tro. Jeg vil ikke vide af noget uden Jesus Kristus og ham kors-fæstet.”

De ser det helt konkret slået fast med sådanne ord: ”Den som har Sønnen, har livet. Den som ikke har Guds Søn, har ikke livet. For dette liv er i Guds Søn.”

Dette ser det levende Guds barn altså over alt i Skriften. Det vi taler om her er altså ikke noget nyt for dem. Men for mange af disse er det alligevel en hjertets lyst at se og høre det om og om igen. Ikke bare fordi dette er kristendommens hemmelighed og klare kendetegn. Men også fordi Herrens Ånd taler det samme budskab som et tegn de kan prøve sig på, om de ”ser sig selv” i dette glade budskab. Det er til alvorlig selvprøvelse og korrigering for alle som vil høre.

I Åbenbaringsbogens fjortende kapitel læser vi om den nye sang som den store skare på Sions bjerg sang for Lammet som stod midt iblandt dem. Og læg nu nøje mærke til disse ord: ”Og ingen kunne lære denne sang, uden de et hundrede og fireogfyrre tusind som er frikøbt fra jorden.” Her kan alle se at Herrens Ånd vil understrege denne sang som et kendetegn på Sions folk (Guds genfødte folk på jorden).

Men hvad var så indholdet i denne sang? Hvad var det som ingen kunne lære, uden de som var frikøbt fra jorden? Johannes siger (Åb. 5:9) de synger for Lammet: ”Du blev slagtet og har frikøbt os til Gud med dit blod.” De synger om det Lammet har udrettet, og om vor genløsning i Lammets blod!

Ja, ville nogen måske sige: ”Det kan hvem som helst vel synge om! Og det er jo noget vi ved, at dette er det største både i himmelen og på jord.” Men stop nu op! Tænk nu lidt over hvad Den Hellige Skrift egentlig mener, når den siger at de synger dette, og bare dette! Og at ingen kunne lære den sang, uden de som var frikøbt fra jorden.

For her er det altså ikke bare spørgsmål om at vide dette, eller bare erkende at dette er ret, og synge det med munden. Skriften lærer os ikke skuespiller-kunster! Og den som ikke bevidst vil bedrage sig selv, må lægge nøje mærke til hvad det er Skriften mener!

Lad os da gå dybere ind i hvad der ligger i dette, at de i denne herlige sang bare sang om det Lammet havde udrettet. Og ikke om alle andre Guds velgerninger. Det er helt sikkert at denne frelste skare på Sions bjerg, mere end nogen anden kendte til og var taknemlige for alle Guds velgerninger. For selve skabelsen så vel som for Guds daglige ledelse. Og ikke mindst kendte de Den Hellige Ånds dyrebare gaver og herlige værk i menneskehjerterne.

Hvad kan det da betyde at de i denne sang udelukkende synger for at ophøje Lammet og Lammets soningsværk: Du blev slagtet og har frikøbt os til Gud med dit blod -?

Jo, det betyder nøjagtigt det samme som Paulus mente da han sagde at han ikke ville vide noget andet (blandt dem) end Jesus Kristus og ham korsfæstet! Det betyder at dette, og bare dette, er hjertets trøst, glæde, skat og det vi har at rose os af. Det betyder at Lammets soningsoffer er det eneste hjertets tro hviler på, hungrer og tørster efter. Som er dets håb og tilfredsstillelse.

Og det er jo netop dette hele Skriften holder frem som kendetegn for den rette tro og åndelighed. Dette at vi ikke skal have vor trøst i noget som findes hos os. Ikke en gang i selve Den Hellige Ånds værk i os. Ikke en gang vor tro. Og endnu mindre i nogen af troens frugter, som kærlighed eller gudsfrygt. Men bare i Kristi legemes offer. Som Herren selv siger: Mit kød er den rette mad, og mit blod er den rette drik.

Så er da dette kendetegnet på de rette kristne; at Lammet som blev slagtet er deres eneste trøst. At intet andet i deres hjerte kommer op i mod dette. At hverken noget af det de gør, eller det de oplever af Den Hellige Ånds værk i sig, - så godt og herlig alt sammen er i sig selv -, nogensinde kan blive deres trøst. Bare Lammet som blev slagtet og har frikøbt os til Gud med sit blod.