15. november

Salige er de tjenere som deres herre finder vågne når han kommer. Luk. 12:37.

Salige er de tjenere, siger Herren. Og hvor salige/lykkelige, de er, det antyder han videre i verset sådan: ”Sandelig siger jeg jer, han skal binde op om sig og lade dem sætte sig ned og spise, og herren skal selv komme og tjene dem.”

Hvor meget det virkelig indebærer, vil bare himmelens evige herlighed vise os. Men noget uendelig stort, og noget lige fuldkomment og virkelig er det, - når denne Herre siger det - og til og med understreger det så stærkt med ordene: ”Sandelig siger jeg jer.”

Himmelens salighed skildres flere steder i Skriften som et gæstebud, eller et måltid ved vor Herres bord. Det er dette billede Herren også bruger her. Det er rigtig nok at det som her skildres, er at Herren i sin evige herlighed skal fylde alle Guds børn med en uendelig salighed og glæde med ”himmelens herlige gaver.”

Men den måde Herren skildrer dette på, bør vi uden tvivl også se nærmere på. For der giver han os altid dybere indblik både i sit eget hjertelag, og i selve det budskab han giver os med det billede han bruger.

Lad os da først tage den indvending op som man har gjort mod dette billede, hvor Kristus siger at brudgommen skal lade tjenerne sætte sig til bords, og selv binde op om sig og tjene dem. Der hører vi sagt at dette billede overdrives i forhold til virkeligheden i det menneskelige liv. At realiteten hellere er sådan som det er skildret i Luk. 17:7-8, der er det tjenerne som, selv om de hele dagen har været ude i al slags arbejde, alligevel når aftenen kommer, også må opvarte sin herre ved bordet.

Det har været opfattet, som at male med alt for stærke farver, at sige at brudgommen skal lade tjenerne sætte sig som herrer ved bordet. For vi ser jo at Kristus med brudgommen her taler om sig selv, og at han altså skal binde op om sig og stille sig til rådighed for sine tjenere.

Men mod denne indvending er der også blevet givet et godt og rigtigt svar. Og svaret er dette: Grunden til at billedet overdrives i forhold til virkeligheden i det menneskelige liv er, at Kristus netop her har malet selve sagen han vil have frem, for øjet. Og det han vil have frem, det han vil skildre er det som skal komme; det himmelske gæstebud, og sit evige råd, efter sit hjerte, om hvordan han skal hædre og fryde dem som har været tro imod ham.

Men hans hjertelag og hans høje mål med os overgår jo alt som nogensinde er set på jorden. Og da er der jo en naturlig årsag til at billedet i vore øjne kan synes overdrevet.

I den himmelske herlighed skal vi ikke bare af Kristus, vente os det som ligger indenfor vore tankers muligheder. Men noget som overgår al menneskelig evne til tænkning. For ”det øjet ikke har set, og det øret ikke har hørt, det som ikke er kommet op i noget menneskes hjerte, det har Gud beredt for dem som elsker ham.”

Når Gud allerede i skabelsen gjorde så almægtige ting at ingen mennesketanke kan fatte hvordan det kunne ske. Så skal han også bevise sin store og overmenneskelige almagt i den nåde og salighed han skal give alle sine venner, når den tid kommer at han skal forfriske og glæde dem efter alle deres lidelser.

Og særlig når det gælder dette løfte, at han skal lade sine tjenere sætte sig til bords, og selv binde op om sig og varte dem op, har Herren selv givet eksempler på dette da han gik her nede på jorden. Det skete særligt i to tilfælde.

Det første var da han for sidste gang havde samlet sine disciple for at spise påskelammet sammen med dem. Da talte han med dem om hvordan han en gang, i sin Fars rige, skulle dele de himmelske retter med dem. Og så indstiftede han nadveren.

Da var han den som tjente dem. Han uddelte både brødet og vinen til disciplene, og de tog imod det af hans hånd. Nøjagtig som da han bandt linnedklædet om sig og gik fra den ene til den anden og vaskede deres fødder.

Dette var alt sammen et ydre forbillede på det han en gang, i den himmelske bryllupssal, skal gøre for alle sine troende.

Den anden gang var om morgenen ved Tiberias-søen. Herren havde stegt fisk på stranden til sine sultne disciple. Da ser vi ham også gå mellem dem og give dem både af fisken og brødet.

På denne måde har han allerede her på jord villet vise os hvordan han en gang, når den tid vi fornedres i verden, er slut, fuldkomment skal fryde og ophøje sine venner.

Når de på jorden en kort tid har søgt at ære ham, skal han i himmelen give dem en evig ære. Når de i livet her har bundet op om sig for at tjene ham, skal han nu binde op om sig og tjene dem. Når de i livet her har bekendt ham overfor menneskene, skal han nu bekende dem overfor sin Far og hans engle.

Åh, hvilket herligt bytte! Åh, hvilken ufattelig ære!

Og hvem er så han som har sagt dette til os? Skal vi tro ham? Kan så herlige løfter virkelig være sande?

Han selv, som hedder trofast og sandfærdig, har sagt det! Lovet være hans navn i al evighed!