14. november

I er Guds udvalgte, hellige og elskede! Iklæd jer da inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed og langmodighed. Kol. 3:12.

Se disse dyrebare smykker som skal pryde Guds udvalgte, hellige og elskede!

Først minder apostlen om de troendes høje stilling, og vil vi skal være klædt i overensstemmelse med den. Som det altså sømmer sig ”Guds udvalgte, hellige og elskede.”

Den samme formaning giver apostlen os også i Ef. 4: ”Jeg formaner jer altså at I vandrer værdigt til det kald I er kaldet med, med al ydmyghed og mildhed.” Bemærk: ”Værdig til det kald I er kaldet med.”

Det som er værdigt eller passende for verdens børn, kan være fuldstændig uværdigt eller upassende for et Guds barn. Det gælder f.eks. at beholde alt sit eget for sig selv, være stor på den og selvoptaget, kværulere, eller ikke kunne styre sin tunge.

Alt dette accepteres blandt verdens børn. Men for lysets børn ville alt dette være galt. De skal gå den modsatte vej i forhold til verdens børn. Det passer sig ikke for kongens børn at gå klædt som tiggerbørn. Når I nu er Guds udvalgte, hellige og elskede, siger apostlen -. Så klæd jer da sådan som det sømmer sig for sådanne.

Så vil vi nu se nærmere på selve dragten. Først nævnes inderlig barmhjertighed, som taler om en inderlig og brændende omsorg i hjertet. Som igen fører til inderlig medfølelse. Det gør at vi tilgiver den som gør fejl og hjælper den som trænger til hjælp. Og dette er en klar modsætning til det kolde, selviske sind, som bare er optaget med det som er til det bedste for os selv.

I de troendes hjerter er dette virkningen af at vi har fået del i guddommelig natur. Det er også noget af det inderste som mest kendetegner Gud selv. Denne Guds inderlige barmhjertighed kommer til udtryk mange steder. F.eks. når han siger: ”Er Efraim ikke min dyrebare søn og mit kæreste barn, siden jeg endnu må huske på ham, selv om jeg så ofte har talt imod ham? Derfor bliver jeg rørt i mit hjerte for hans skyld, jeg må forbarme mig over ham, siger Herren.”

Og denne Guds inderlige barmhjertighed genspejles i alle hans børn. Kristus siger: ”Vær derfor barmhjertige, sådan som jeres Far er barmhjertig!” Og: ”Sådan skal I være jeres Fars børn (eller afbilleder). For han lader sin sol gå op over onde og gode, og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.”

Den næste del af vor dragt var godhed, eller venlighed, velvillighed. Dette taler om en indre holdning, en trang efter at være til glæde og nytte for alle mennesker. Og som dermed er et så skønt smykke på Guds udvalgte børns dragt, at mange bare på grund af denne egenskab bliver draget til Gud og hans folk.

Guds børn bør jo være de mest venlige og velvillige mennesker på jorden. Det ingen forkyndelse har magtet, har denne egenskab ofte udrettet. Derfor var hele Kristi liv på jord også gennemsyret af venlighed og velvillighed. ”Han gik omkring og gjorde vel og helbredte alle.” Den største kundskab og de bedst formulerede ord har ingen virkning, men irriterer bare, når et falskt og uvenligt væsen virker frastødende. Åh, så sørgelig sådant er!

Nej, de som skal formidle den mest dyrebare kundskab videre, bør bære den indsvøbt i det varmeste, venligste væsen.

Den tredje del af dragten var ydmyghed. Som alle vil forstå, har dette nær sammenhæng med det som er nævnt foran. Drevet af inderlig barmhjertighed må en kristen måske ofte sige et advarende ord for at vække et medmenneske. Men det er i sig selv en handling som ofte vil blive opfattet som åndeligt hovmod.

Og det er jo netop det som er verdens almindeligste beskyldning mod Guds børn, at de er hovmodige. Mens det i virkeligheden ikke er nogen mennesker som kender og sukker så meget over sin egen elendighed end netop de kristne.

Men når da en kristens bekendelse, hvis han taler af sandheden, vil blive opfattet af verdens børn som hovmod, er det jo desto mere nødvendig at vi på alle mulige måder udtrykker og beviser at vort vidnesbyrd ikke er drevet af hovmod. Det er nødvendigt at vi ikke bare har et ydmygt hjerte, men også iklæder os ydmyghed.

Skulle der dukke hovmod eller indbildskhed op i hjertet, og vi godtager dette, er der stor fare på færde. Da vil der snart ske et stort fald eller anden forfærdelse. ”For Gud står de stolte imod.” Og da hjælper det ikke hverken med god forstand eller skarp årvågenhed for at undgå den faldgrube som bliver lagt i vores vej.

Derfor siger apostlen: ”Vær stærkt optaget med at være iklædt ydmyghed! Det skal til og med blive vanskeligt for jer at blive bevaret i den. Vær ikke selvgode, men anse jer på samme plan som de hjælpeløse! Vær ikke selvkloge!”

Det fjerde som vi skulle iklæde os, var sagtmodighed. Dvs. at vi ikke så let lader os irritere.

Og det femte, langmodighed; at vi ikke bliver trætte i vor tilgivende sagtmodighed. Så vi ikke fristes til f.eks. at undgå venskab med dem som sætter vor tålmodighed på prøve.