12. november

 

Mit rige er ikke af denne verden. Joh. 18:36.

 

Hvad et rige af denne verden er, det ser vi med øjnene. Det består af ydre pragt og anseelse, magt, hærstyrker, våben, ære, titler og alt som behøves for at styrke og fremhæve dette ydre, legemlige liv.

Kristi rige derimod, er et åndeligt og usynligt rige. I menneskers øjne er det foragteligt og elendigt, og er ikke til for vort jordiske liv, men for vort evige vel og for en anden tid.

Mod det allerstørste onde; en evig fortabelse, kan alle verdens riger ikke hjælpe os. Synden bøjer de mægtigste fyrster under sit herredømme. Djævelen, ”denne verdens fyrste,” tvinger alle konger og fyrster til at tjene sig, hvis de ikke har taget sin tilflugt til Kristus og er blevet forløst af ham.

Overfor døden må enhver fyrste lægge sit scepter ned, og lade sig blive båret stille bort. Ja, den evige fordømmelse rammer lige sikkert en konge som ikke vil omvende sig, som et hvilket som helst andet menneske.

Nej, mod denne evige ondskab har denne verdens riger ingen hjælp. Men det er her Kristi rige skal være vor hjælp. Ganske rigtig har Kristi rige ingen anseelse i verden. I menneskers øjne er det elendigt og jammerligt, - som deres gudsendte konge var, da han stod spottet og forslået foran Pilatus.

Hans rige ser altså højst elendig ud, og beskytter os ikke mod foragt fra verden, ikke mod angreb fra mennesker, ikke mod kors og lidelser. Ikke en gang mod fristelser og anfægtelser fra synden og Satan. Nej, det fører snarere alt sådan noget ind over os.

Men mod Guds vrede og en evig død beskytter det. Fra synden, både dens straf og dens herredømme, befrier det os. Fra hele djævelens rige og overmagt frelser det. Og mod helvede og den evige ild bevarer det.

De mennesker som tror på Kristus og lever i hans rige, skal aldrig i evighed dø. For når den legemlige død gør ende på det elendige jordiske liv, først da skal de virkelig begynde at leve. Ligesom Kristus gik ind til sin herlighed først da han led døden. Sådan er Kristi rige, og dette er hans mening med disse ord: ”Mit rige er ikke af denne verden.”

Men dette burde vi først og fremmest lære og indprente os fra de forbilleder kongen selv giver os. Kristi dybe fornedrelse og lidelse er stillet så åbenlyst til skue i gribende træk for vore øjne. For at Guds børn til alle tider i ham skulle se et forbillede for deres egen vej gennem livet. At den må gå gennem lidelse til herlighed.

Og så nedslående og underlig bliver den vej ofte, eller Kristi rige på jord, for os, at selv dets mest oplyste indbyggere stadig står rådvilde og spørgende. Derfor må du studere kongen flittigt og grundigt, som et billede på hvordan livet er i hans rige.

Og øv dig da særligt på at se sammenhængen mellem de store modsætninger hos Kristus. Modsætningerne mellem den han virkelig er, og det han efter sit ydre ser ud som.

Se denne store og herlige person, og den dybe fornedrelse og det ynkelige udseende! I sin person og virkelighed er han den store ”ærens Konge,” Faderens enbårne Søn. Selv i menneskets skikkelse har Faderen ”givet ham al magt i himmel og på jord,” og ”givet ham navnet som er over ethvert navn, for at, i Jesu navn skal hvert knæ bøje sig, de som er i himmelen, på jorden og under jorden. For at hver tunge skal bekende at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.” Sådan er denne konge i virkeligheden.

Men se, hvor meget af dette som du kan se på ham! Han blev født i en stald. Gennem hele sit liv var han den mest ”forladte og foragtede af mennesker,” ”fuld af lidelse og sygdom.” Så fattig at ”rævene har huler, og himmelens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved.”

Og da han holder sit vigtige indtog i Jerusalem, sådan som profeterne havde forudsagt, da rider han på et arbejdsæsel de har lånt. Og de fattige disciples klæder er hans sadel.

Er dette den store ærens konge, som profeterne har sunget om fra verden blev til? Ja, han er den samme ”herlighedens konge, stærk og mægtig i krig.” Men så lidt ser vi af alt dette, at det ikke er så underligt om mennesker fristes til at håne og le af hans kongenavn og sige: Da må han jo være en tiggerkonge.

Tag så også med hvad vi skal lære af dette: At sådan som kongen er, sådan er også hans rige, - altså et rige som består af de skarpeste modsætninger: Den største ære og herlighed overfor Gud. - Men i den største usselhed overfor os selv og alle mennesker.

Hans rige er retfærdighedens og fredens rige. Men da er der også bestandig synd, kamp og uro. Hans børn ejer den allerstørste nåde og ære hos Gud, og er ikke noget som helst mindre end et Guds barn, ”mine sønner og døtre, siger Herren, den almægtige.”

Ja, vi er Kristi brødre og medarvinger, som skal ”stråle som solen i vor Fars rige.” Og alligevel går vi her på jorden som om vi skulle være fuldstændig forladt af Gud. Som om vi var under Guds vrede på grund af vore synder.

Da skal vi huske på vor konges virkelighed ind for Gud. Og at just sådan er det i hans rige: Den store nåde og herlighed skal være skjult under al jammer og usselhed her i livet. For at troen altid skal holdes levende.