12. juni

Alt kød er græs. Esajas 40:6.

Alt i mennesket er falskt, svagt, vaklende, uvist, omskiftelig. Det gælder vor fornuft, vore tanker, følelser og opfattelser.

En dag ser jeg f.eks. Gud i alt som møder mig. En anden dag synes jeg at der ingen Gud findes i verden. En dag tænker jeg at Gud bare er overstrømmende nåde og kærlighed. En anden dag tror jeg at han må være træt af mig, at han har vendt sig bort fra mig med sin nåde, og er vred på mig. En dag synes jeg, om mig selv, at jeg er en ganske acceptabel kristen. En anden dag at jeg er en fuldstændig hjælpeløs synder.

Kort sagt: Mine opfattelser og følelser er alt sammen nøjagtig som strå i vinden; svajende, uvist, falskt, omskiftelig og løgnagtig. Som profeten siger: ”Alt kød er græs.” Så ser jeg da omsider at alle mine egne meninger ingen opmærksomhed fortjener.

Herre, hvad skal jeg da trøste mig med? Jo, der er noget som er sikkert og urokkeligt: I himmelen sidder en dommer på sin trone, den store og hellige Gud! Han har talt og sendt et evigt, urokkeligt ord fra himmelen. Og hans ord, med sine løfter og domme, står faste som klippen. Ikke et bogstav skal forandres eller blive til intet, om jord og himmel forgår.

Hvad siger dette evige ord så om os, om hvordan vi ser ud, om vi er værdige eller uværdige, i Guds øjne?

Det siger at ”Herren ser fra himmelen ned på menneskenes børn, for at se om der er nogen som har forstand, nogen som søger Gud. Men de er alle afveget, alle sammen er blevet fordærvet. Der er ingen som gør godt, ikke en eneste. Herren så ud over jorden. Han så den var fordærvet, og at menneskenes ondskab var stor på jorden. Der findes ikke én som er retfærdig, ikke én eneste.”

Så kan vi samtidig lægge til at Gud er hellig, at for ham er himlene ikke en gang rene, at han ser urenhed i sine engle og dårskab i sine hellige. Og da ved vi at ikke et eneste menneske kan bestå ind for Gud. At alle sammen bare er en evig fordømmelse værd, og er også i dette alle sammen lige. At Judas og Johannes er lige meget værdige til en og samme fordømmelse. At Peter og troldmanden Simon, jomfru Maria og skøgen, alle sammen, i sig selv fortjener et og samme helvede lige meget.

Det var da forfærdeligt og urimeligt, siger du. Ja, her ser du hvordan fornuften rejser sig mod dette, når man siger rent ud at det som ligger i disse ord: ”Der er ingen forskel, alle er de syndere og har intet at rose sig af ind for Gud, men bliver retfærdiggjort uforskyldt af Guds nåde gennem den forløsning som er sket i Kristus Jesus.”

Mellem mennesker er der en forskel. Men ikke ind for Gud. På jorden er der en vis afstand mellem dalbunden og bjergtoppene. Men ser man på begges afstand fra solen, forsvinder denne forskel. Den bliver aldrig taget i betragtning, for afstanden er så stor. Man siger bare om begge to at ”afstanden er ufattelig.” På samme måde er der også en forskel mellem det ene menneske og det andet, i det ene øjeblik og i det andet. Men ikke ind for Gud.

Alt som har navn af menneske, selv den mest ydmyge og trofaste kristen, er helt igennem en uren orm. Hans bedste gerninger er besmittet af den gamle slangens gift. Det gælder hans tro, hans kærlighed, bøn, lovprisning, som kan være hans bedste gerninger og virket af Guds Ånd. Men de er alligevel, på grund af karets urenhed, besmittet. Troen er blandet op med slagger, med egenretfærdighed og vantro. Kærligheden er svag, begrænset og mangelfuld. Bønnen og lovprisningen er kold og svag, og slet ikke den høje Majestæt værdig.

Dette, som er vor konstante tilstand, ville være nok til menneskets fordømmelse. Men desuden falder vi stadig i synd, og bliver urene under vandringen. Og vi er ikke i stand til at våge så stærkt at vi ikke her og der besmittes af ugudelighed.

Hele jorden er oversvømmet af uretfærdighed, en syndens flodbølge, som afguder, vantro, sorg og modløshed, misbrug af Guds navn, sværgen og ugudelig snak, brud på helligdagen, ulydighed, vrede, had, skænderi, løgn og bagtalelse. Om ikke alt bryder ud i gerning, så koger hjertet i hvert fald af onde tanker, begær og et indre oprør. Og det er alt sammen urenhed i Den Helliges øjne.

Sådan er den faldne slægts tilstand! Hvordan kan et menneskebarn så tro at han skal kunne bestå ind for Gud? Hvad vil du betale din skyld med, du menneske? Du har ingen som helst mulighed for at opfylde et eneste af hans bud! Selv om du har været en trofast kristen i mange år, har oplevet meget og udrettet meget, så holder det ikke. Hvis Gud ser på dig med sine hellige øjne, så stakkels dig.

En gammel Guds tjener indså dette. Derfor bad han: ”Herre, gå ikke til doms med din tjener, for der er ikke én levende som er retfærdig for dit åsyn.” For Gud er ingen levende retfærdig. Dette er Ordets dom.

Men se hvordan dette strider mod vor forstand og følelser, som altid, når vi har været lidt mere kristelige, fortæller os at nu er vi mere værdige til nåden. Eller at Gud da har lettere ved at tilgive os. Mens når vi derimod har syndet, synes at Gud må have vanskeligere for at tilgive os.

På denne måde måtte nåden og retfærdigheden jo, i hvert fald til en vis grad, bygge på vore gerninger, vor værdighed. Men dette har vi nu set at Skriften afviser.

Husk derfor at du hvert øjeblik er lige værdig og lige uværdig. Dette er det himmelske, evige Ordets dom.