11. oktober

Vær altid glade! 1. Tess. 5:16.

Her siger nogen: ”Glæde i Herren er en troens og Åndens frugt. Den kan man ikke bare tage til sig før den bliver givet. Den kan ikke skabes gennem formaninger.”

Det er sandt. Men kærlighed, ydmyghed og venlighed er også troens frugt. Og apostlene formanede også til dette. På samme måde formaner de os også til at have denne Åndens frugt; glæden i Herren, og siger: ”Vær altid glade, for dette er Guds vilje for jer i Kristus Jesus,” og ”glæd jer altid i Herren.”

Og så bør vi da strække os efter denne glæde, og anvende alle nådens midler for at det kan ske. Mister vi troens glæde, da mister vi også alle andre gaver og kræfter.

Så er der nogen som siger: ”Glæde er jo et resultat af omstændighederne. Når jeg har grund til at glæde mig, så bliver jeg glad. Men hvordan kan jeg glæde mig når jeg bare oplever sorg og nød?” Dette er en rigtig beskrivelse, bare af den menneskelige og kødelige glæde. Men apostlen siger: ”Som sorgfulde, men alligevel altid glade.” Han siger også: ”Jeg er overlykkelig midt i al vor trængsel,” og: ”Glæd jer altid i Herren! Igen vil jeg sige: Glæd jer!”

Er du endnu et vantro menneske, kan du nok ikke glæde dig i Herren. Og da er din glæde afhængig af din daglige situation. Men et Guds barn har en dyb og inderlig fred som gør at han kan glæde sig midt i trængslen.

Alligevel må ingen opfatte dette som at de ydre omstændigheder ikke indvirker på et Guds barns hjerte. For så længe de lever i denne hytte, mærker de nok hvordan det svier. Asaf bekender at ”mit hjerte blev fyldt af bitterhed, og det stak mig i mit indre. Jeg var som en dåre og et vilddyr overfor dig.”

Men hør om den glædens kilde han til stadighed har. For han tilføjer: ”Alligevel bliver jeg altid hos dig. Når jeg bare har dig, har jeg ikke lyst til noget på jorden. Om end mit kød og mit hjerte svigter, så er du, Gud, mit hjertes klippe og min arvelod til evig tid.” Det er et sådant hjerte vi taler om her.

Et vantro menneske har ikke noget som helst grundlag for at glæde sig i Herren. Enten er de optaget med alle slags afguder, letsindig og totalt jordisk, eller de er fanget af loven, i trældom og bange for Gud. At opmuntre sådanne til glæde i Herren, ville være det samme som at forsøge at få vandet til at brænde.

Et vantro menneske har da heller ingen grund til glæde. Det er bare det ynkeligste vanvid at et verdens barn et eneste øjeblik kan le. Det lever jo under Den Almægtiges vrede, og er på vej til den evige død -! Så er der da heller ikke nogen apostel som har opfordret sådanne ulykkelige mennesker til at glæde sig. Til dem siges det derimod: ”Gråd og klage på grund af alle de ulykker som skal komme over jer!”

Nej, her tales der til de genfødte nådebørn, den almægtige Guds venner. Og disse har virkelig grund, ja, al mulig grund til altid at glæde og fryde sig, selv når de værste jordiske ulykker og sorger rammer dem. De er bestandig lykkelige. Om de ikke altid er glade, er de alligevel altid lykkelige. Derfor bør de da også altid glæde sig.

Men ingen kristen mestrer endnu den kunst altid at glæde sig. Følelserne går sine egne veje, og veksler som skyerne på himmelen. Alligevel har de altid grund til at glæde sig, fordi de altid er lykkelige. ”Se, dem som holder ud priser vi salige.”

For det andet findes der også en dybere glæde end den følelserne giver os; en samvittighedens, en troens glæde, som siger: ”Jeg er alligevel glad! - selv om jeg netop nu ikke kender så meget til glæden, er jeg alligevel glad for at jeg har en Herre som er min ven. En skat som overgår alt andet.”

En sådan glæde er det de kristne bør have. Det er dette apostlen formaner til når han siger: ”Glæd jer altid!” Men han opgiver også grunden til dette, for han tilføjer: i Herren. Læg mærke til dette: I Herren. Ikke i guld eller sølv, ikke i selvsikkerhed og opvisning, ikke i sundhed eller styrke, ikke i kunst eller visdom, ikke i magt og ære, ikke i venskab og popularitet. Ikke en gang i gode gerninger eller hellighed.

For alt dette vil bare blive en bedragerisk og falsk fryd. Dette er ikke noget I skal glæde jer i længe, hvis I er ægte børn som lever i Guds Hellige Ånds skole. Dette er også en farlig glæde, som drager hjertet bort fra Herren. Og han vil være sine børns eneste glæde og skat. Alt dette giver også en kort glæde, selv for verdens mennesker.

Hvis I derfor vil glæde jer ”altid,” ja, i al evighed, må jeres glæde være ”i Herren.” Al anden fryd, selv over Herrens gaver eller over sin helliggørelse, kraft eller gode gerninger, er en farlig fryd. Det får vi en tankevækkende lærdom igennem vor omsorgsfulde og vågne Herres raske advarsel til disciplene når de oprømt fortæller hvordan de i Jesu navn havde drevet djævle ud: ”Glæd jer ikke over at ånderne er jer underlagt. Glæd jer hellere over at jeres navne er skrevet op i himmelen.”

Herrens Ånd advarer os på samme måde gennem profeten: ”Den vise skal ikke rose sig af sin visdom, den mægtige skal ikke rose sig af sin magt, den rige skal ikke rose sig af sin rigdom. Men den som vil rose sig, skal rose sig af at han har forstand og kender mig.”

Herren har en brændende nidkærhed. Han tåler ikke at hans brud har sit hjertes glæde og skat i noget andet end i ham.