11. juni

På samme måde som den levende Fader udsendte mig, og jeg lever på grund af Faderen, sådan skal også den som spiser mig, leve på grund af mig. Joh. 6:57.

Det væsentligste i, ja, selve det nye menneskets væsen, som også gør at vi kaldes kristne, er at Kristus er blevet vort hjertes liv. Kristus, den korsfæstede, han som bar alle vore synder, Frelseren, vennen frem for alle venner, er blevet vort livsbehov.

Det er netop dette at Frelseren, som forsoneren, er det mest nødvendigste og herligste for os, som bevidner at vi er kristne. Det viser at vi har spist af Livets brød, som giver os bare endnu mere hunger, - at vi har drukket, og bare tørster endnu mere.

Hvis en kristen tænker på hvad det er som særligt kendetegner og er det største i hans nye liv, så er det dette at han er blevet kendt og forenet med Frelseren. At det er Kristus hele hans liv nu er rettet imod, som er hans A og Å, som er først og sidst i hans liv.

I hans nye liv er Kristus solen, som alt oplyses og bestråles af, og som alt drejer sig om. At han har Kristus, er hans glæde. Og når han synes at have mistet Kristus, er det hans sorg. Kort sagt: Kristus er hans liv. Dette kendes en kristen på.

Og her er særligt to forhold vi skal lægge mærke til. Først at det nu er blevet en helt ny natur i os, at det er blevet magtpåliggende for os at eje Guds venskab. Før var vi fuldstændig ligeglade når det gjaldt Gud og hans nåde. Vi havde bare jordiske behov og ønsker, som hvad vi skal spise, og hvad vi skal drikke. Men nu er der bare et eneste spørgsmål som stadig optager os: Er jeg et Guds barn? Har jeg Guds venskab? Dette er ligesom åndedrættet eller hjerteslagene i det nye menneske.

Men læg mærke til at dette helt konkret må være din nye natur. Ikke noget som bare en gang imellem optager dig, men en holdning som følger dig gennem hele livet; at det som frem for alle ting har betydning for dig, er om du ejer Guds venskab. Freden, trøsten, kraften m.m. kan skifte meget. Ja, selve denne din nød for at eje Guds venskab, kan blive afbrudt gennem tilfældige omstændigheder i livet. Men snart vågner vi igen op for dette, og da med desto større nød.

Det må under alle forhold trods alt være dette om vi ejer Guds venskab, som i sin almindelighed og i det store og hele er det som griber dybest i os. Dette er noget som særligt kendetegner det nye menneske, og som slet ikke er af kød og blod, men totalt strider mod vor egen natur.

Det andet er, at i din nød for om du ejer Guds nåde, er der ikke noget som helst andet der er blevet din trøst end Kristus, Kristus, hans soningsblod og hans evangeliums ord. Der har du dit tilhørsforhold, dit liv, din mad og din glæde.

Det var dette Kristus talte mest om: ”Den som spiser mig,” ”den som kommer til mig,” ”den som tager vare på mine ord,” ”den som tror på mig.”

Det er stærke og klare ord om dette hovedpunkt, når Kristus siger: ”Den som spiser af mig,” ”jeg er livets brød. Mit kød er den rette mad,” ”den som spiser af mig skal leve i al evighed.” Sådanne ord udtrykker netop dette at Kristus er de troendes livsbehov, deres livsvilkår, deres alt i alle.

For du fornemmer at dette at du er blevet kristelig, at kristendommen og kristelige sager ligger dig på hjerte, ikke er noget bevis på at du er en kristen. Nej, læg mærke til hvordan Kristus taler: Den som spiser mig - mig - den som netop i Kristus, hans nåde og hans forsoning, har sit livs behov.

Lige lidt ligger beviset på en sand kristendom i at du ser op til Kristus som din lærer eller dit forbillede. Det gør farisæeren i sin kødelige vished også.

Nej, her er det et spørgsmål om Kristus i sin forsoningsdød er blevet din daglige trøst mod synden. Bare dette er kendetegnet på en kristen. Det er dette som i Åbenbaringsbogen omtales som tegnet og shibbolet-sangen som kendetegnede dem som var beseglet. For ingen kunne lære den sang, uden disse. Og den sang handlede om ”Lammet som blev slagtet og købte os til Gud med sit blod.”

Det er dette Luther igen og igen gentager, når han i sin forklaring over Gal. 4:6 taler om tegnet på at Guds Ånd bor i vort hjerte, bl.a. siger: ”Den som gerne hører, taler, tænker og skriver om Kristus, han ved at dette så vist ikke sker ud fra menneskelig vilje eller fornuft.”

Ja, dette er så væsentligt og karakteristisk hos det nye menneske, at hvis jeg bare finder dette hos et menneske, siger jeg straks: Her har jeg en kristen. Nøjagtig som når jeg ser en menneskelig krop foran mig, og hører den taler et menneskeligt sprog, siger: Her har jeg et menneske.

Har en sådan kristen så en stødende fejl, en uvane, så siger jeg: ”Det er en skavank, en sygdom. Men - en kristen er han. For det er ikke muligt at nogen på nævnte måde kan have Kristus som sit livs behov, sin trøst og sit liv, og så ikke være en Kristi ven, en kristen.” Så væsentligt er dette.