10. oktober

Den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens legeme, spiser og drikker sig selv en dom til. 1. Kor. 11:29.

En af de værste vildfarelser når det gælder den hellige nadver, er den opfattelse at et hvilket som helst menneske, uden videre, eller gennem en tilfældig forberedelse kan blive en værdig nadvergæst uden at være en sand Jesu ven og discipel.

Der er mange som både før og efter at de har deltaget i nadveren, gennem hele sit liv, har tilhørt den store flok af uomvendte verdens mennesker. Og så tror de at de i denne tilstand skal kunne gå ”værdigt” til Herrens hellige nadver. Åh, hvilken forfærdelig vildfarelse! Det er så hårene kunne rejse sig på hver genfødt kristen.

Hvor findes der et eneste ord i Skriften med antydning om at også sådanne som disse bare kan komme til Herrens nadver, eller efter en tilfældig forberedelse, - uden at de er blevet omvendt til Herren, er blevet Jesu venner og disciple, og hver eneste dag gennem hele livet lever af Kristus og med Kristus?

Åh, måtte alle som har øre også høre, og alle som har stemme råbe det ud, at dette er en forfærdelig vildfarelse!

Eller tror du måske at Kristus lader sig bedrage med en tilfældig forberedelse, med en kristelighed som passer til situationen, så han på det grundlag godtager dig som hans ven? Tror du Den Hellige lader sig bedrage af en påtaget og selvgjort kristelighed, anger, syndsbekendelse og bøn? Og godtager at du så straks går tilbage til det samme selvoptagne liv som tidligere, når bare du har gjort dit årlige besøg ved nadverbordet?

Forbarm dig over os, Gud, og væk alle de forkyndere op fra søvnen, som ikke ærligt forkynder menneskene sandheden!

Klart og utvetydig skulle de jo forkynde at det bare er et spørgsmål om en eneste ting for at du skal være en værdig nadvergæst: Om du er en Jesu ven og discipel! Eller i hvert fald er vækket op og har fået nød for at blive det for resten af dit liv.

Ingen bliver en værdig nadvergæst uden videre, og heller ikke gennem en tilfældig forberedelse. Men bare gennem en Guds omvendelse, hvor du er blevet en Jesu ven og discipel for hele dit liv! Er du det, da er du en værdig nadvergæst. Er du ikke det, da er du uværdig.

Det nytter ikke at anstrenge sig med nogen tilfældig forberedelse. Du må være klar over at du da bare ”spiser og drikker dig en dom til over dig selv.” Selv om du ikke alene et døgn, men måske både en uge og gerne en måned kæmper med tårer i bøn på dine knæ, i nidkær forberedelse før nadveren.

Du er stadigvæk en uværdig nadvergæst, du spiser og drikker en dom til over dig selv. Så længe du bare er optaget med at blive en værdig nadvergæst, og ikke for hele dit liv trænger til at blive et Guds barn, og blive og leve under ham i hans rige. Det er sagen!

Kristus indstiftede dette dyrebare måltid for sine venner. I nadveren sker der en inderlig forening mellem Kristus og de troende. Det er dette han samme aften som han indstiftede nadveren, talte om i sin bøn: ”Jeg i dem og du i mig, for at de kan blive gjort fuldkomment til et, sådan som du, Far, i mig, og jeg i dig!”

Om denne bøn siger han: ”Jeg beder for dem. Jeg beder ikke for verden, men for dem som du har givet mig.”

Og det var jo umuligt at han kunne bede denne bøn for verden! Det var jo ikke muligt at han kunne bede verden være med til at fejre mindet om hans død, bede dem som foragtede ham om at spise hans kød og drikke hans blod!

Det er også forfærdeligt at tænke på hvad det vil sige at mennesker som hver eneste dag ”lever uden Gud i verden,” og klarer sig så godt uden ham, en gang om året skal stå frem for Guds ansigt. Skal deltage i dette hans venners hellige kærlighedsmåltid. Og der ligesom gå ind i det inderligste venskab med ham. – For så lige bagefter at gå tilbage til det samme selvoptagne og ugudelige liv som tidligere -!

Er dette ikke nøjagtigt det samme som da Judas stod frem for Jesus i Getsemane, hilste ham: ”Vær hilset, Rabbi!” og kyssede ham? Skal Herren ikke også til sådanne nadvergæster sige: ”Min ven, hvorfor er du her? Forråder du Menneskesønnen med et kys?”

Skulle du ikke skælve i hele din sjæl og dit legeme af skræk for at stå frem for Gud med et sådant sind? Forstår du ikke at den store, hellige Herre da kommer til at sige til dig: ”Du hykler, jeg kender til dine gerninger! Du er ikke min, men verdens ven. Hvorfor kommer du her, hvor mine venner fejrer mindet om min død? Jeg ved, at i morgen går du tilbage til et liv i verden og synden, som før. Gå bort, du hykler!”

Måtte du ikke vente dig et sådant svar fra Den Hellige, han som har øjne som luende ild -. Du som bare uden videre, eller efter en selvpåtaget forberedelse kommer til Herrens nadver. Men som i alle dit livs dage ikke bryder dig om at tilhøre ham og følge ham?