1. maj

Retfærdighedens frugt skal være fred. Esajas 32:17.

Luther siger: ”En sand og god samvittighed har fred når Gud er nær, men er urolig når Gud er langt borte.” Guds børn bliver trøstet når Kristus åbenbarer sig. Den som ikke har liv i Gud, bliver da virkelig urolig.

Guds børn siger: Når jeg bare kan tro at alt det som er skrevet om Kristus er sandt, da har jeg trøst. Den som ikke har liv i Gud, er netop urolig for den tanke, at alt det Skriften indeholder om Kristus, skulle være sandt.

Læg godt mærke til dette tegn! Det giver et karakteristisk vidnesbyrd om hvordan du i virkeligheden har det med Gud og med dine synder. Det fortæller om du har ladet dig forlige med Dommeren, om hvor ofte du opsøger nådestolen, bærer dine synder frem og søger forsoning der. Eller du tværtimod holder dig borte fra Gud, og ikke taler med ham om dine synder.

Det stod ikke ret til med David da han holdt sig borte fra Gud, og ikke bekendte sin synd for ham. Når han derimod bekendte sin synd og søgte forladelse, da fik han fred. Da kunne han af hjertet synge: ”Salig er den som har fået sin overtrædelse forladt.”

Han havde ikke den trøst at han ikke længere kendte nogen synd hos sig. Nej, han siger tværtimod at ”alle hellige” skulle bekende sine synder. Da skulle ”mægtige vandfloder, når de kommer, ikke nå frem til dem.” Dermed giver han os et klart budskab om at de helliges fred ikke bygger på at de ikke føler noget ondt hos sig selv. Men bare på dette at de bekender sine synder og har forladelsen.

Fred i samvittigheden afhænger altså af at vi har syndernes forladelse. Mens en stadig rædsel for Gud derimod vidner om en uforsonet tilstand. Men dette må vi ikke opfatte som at enhver frygt for Gud skulle vidne om en sådan tilstand. Både Davids Salmer og alle helliges liv viser klart at Gud ofte kan forskrække og bekymre sine hellige, så de bare oplever det som om Gud er vred på dem. De skælver i angst og ”skriger på grund af sit hjertes uro.”

Men læg mærke til forskellen: Dette er ikke en konstant tilstand, men noget som går over. Deres egentlige liv er fred og tillidsfuldt samfund med Gud, som apostlen siger: ”Åndens attrå er liv og fred.” Og videre: ”I fik ikke trældommens ånd, så I igen skulle blive ført ind i frygt, men I fik det udvalgte barnets Ånd, og i den Ånd råber vi: Abba kære Fader.”

Fordi synden endnu hænger så fast ved os, på grund af svagheden i troen og når Gud sender os store prøvelser, så sker det fortsat at de hellige af og til skælver. Dette er ikke tegn på at noget er galt fat. Når bare livet som helhed er et forsonet og troende liv. Tværtimod ville det være et betænkeligt tegn om troen og freden aldrig blev anfægtet gennem sådant som vi netop har nævnt. De helliges historie giver os ikke et sådant billede.

Noget helt andet er det når den egentlige tilstand for et menneske er et liv fjernt fra Gud, og angsten vækkes ved tanken på dommen. Det vidner om en falsk, uforsonet ånd. Dette er grunden til at ”de ugudelige er som det oprørte hav. Der er ingen fred for de ugudelige.”

De fleste af dem er sikkert sovet så tungt ind i en bedraget og falsk fred, at ”de synger til tamburin og lyre, og glæder sig over lyden fra fløjten. De nyder det gode alle sine dage, og frygter ikke et øjeblik for helvede,” som Job siger.

Mens andre er klar over at de ikke er forsonet med Gud. De har en anfægtet ånd, eller i hvert fald en anelse om hvad der venter dem.

Sådanne mennesker anstrenger sig ofte for at stille sin uro med gode gerninger eller andægtige bønnestunder o.l. Men tanken på den kommende dom og evigheden gør dem altid på ny urolige. De føler sig aldrig trygge i at de har gjort nok for at blive frelst. De frygter altid for at der måske endnu er noget som mangler, og ser frem til at en gang skal dette vel også blive bedre. Eller de gør et forsøg på at nedjustere Guds krav. Tilpasser dem ligesom efter sin egen tilstand og liv, så de vover at håbe på en nådig dom.

Sådan svæver deres sjæl på det stormende havs bølger, op og ned, gennem hele året. Som Gud siger: ”De har ingen fred.” Når Guds straf, døden eller evigheden, eller Herrens nærvær pludselig står foran dem, da skælver de.

Sådan er det med de fleste mennesker. Det kan se ud som om de har fred. Men det er bare så længe at de ikke oplever at Gud rører ved dem. På et øjeblik er det slut med deres fred - straks de mærker at Herren er nær. Dette er jo en ulykkelig tilstand.

Måtte hver eneste en ransage sit eget hjerte, og spørge sig selv ind for Herren: Har jeg fred med Gud? Har jeg søgt og fundet forsoning? Kan jeg i dette øjeblik møde Dommeren?

Har jeg sædvanligvis mere fred når Gud er nær hos mig, sådan at jeg tværtimod lider når jeg savner hans nærvær? Eller er det en betingelse for at jeg skal have fred; at jeg glemmer Gud?

Svaret du kan give på sådanne lignende spørgsmål vidner om hvordan det står til med din samvittighed.