1. januar

Jesus Kristus er i går og i dag den samme, ja, til evig tid. Heb. 13:8.

Dette råber apostlen altså ud i hebræerbrevets sidste kapitel. Og så er dette da virkelig også en stor trøst i livet, - et liv hvor vi bare oplever at alt andet stadig skifter og forvandles.

Men Kristus lever altså, og er stadig den samme - i går og i dag, ja, til evig tid! Da skal der nok blive en løsning, en god udgang på alt!

Skulle der være nogen større trøst kristne mennesker kunne tage til sig netop ved et årsskifte? For disse er jo Kristus alt i alle. Kunne de finde noget mere passende valgsprog eller feltråb end dette: Jesus Kristus er i går og i dag den samme, ja, til evig tid?

Hør, I som kender Kristus, som en gang har smagt at Herren er god! Som har kendt og set hvor vidunderlig Herren er! Hvor stor hans nåde og barmhjertighed er! Hvor trofast han er, og hvor stærk til at hjælpe! Tænk nu over - og tag dette ind over dig - at han er nøjagtig den samme i dag og til alle tider. I dag som i går. I år som det år som nu er gået. Og sådan videre i al evighed.

Han vil aldrig forandres. Han er ”evig Far.” Han er totalt uomstødelig, gennem alle turbulente tidsaldre nøjagtig den samme. Det er bare her i vort jordiske liv, i vore følelser, tanker og oplevelser, det stadig skifter og forandres. Mens alt dette sker, er Kristus hele tiden totalt uforandret, nøjagtig den samme.

Husker jeg f.eks. hvordan han en gang viste mig at han havde forladt min synd helt uforskyldt? At jeg som totalt ugudelig blev gjort retfærdig af ham, af bare nåde, på grund af hans eget fuldbragte værk? Ja, så gør han nøjagtig det samme alle dage.

Har han nogen sinde trøstet os når vi ikke var værd at blive trøstet, men hellere havde fortjent at blive straffet og forkastet? Ja, så vil han lige så uforskyldt også trøste os i dag.

Er det hændt at han én gang friede os ud fra nød, fra synd og fristelser, når der ikke fandtes kraft hos os selv til at udfri os? Så ved vi at han, i sin tid, fortsat både vil og kan gøre det samme.

Vi kan måske vidne om da vi selv var fuldstændig på afveje, forvirret og opgivet, som et fortabt får. Men at han, den gode hyrde, opsøgte mig, lod sit ord komme til mig på ny, og førte mig tilbage.

Og, husk! Da ved vi at han også altid, i al fremtid, vil gøre det samme! For han er altid den samme: Jesus Kristus er i går og i dag den samme, ja, til evig tid. Han har så vist endnu ikke vist os sin sidste velgerning! Det var ham som ”elskede os først.” Og sådan som han havde elsket sine egne som var i verden (frit, uforskyldt og inderligt), sådan elskede han også dem til det sidste.

Dette er ikke bare en trøst vi har ud fra vor egen korte og snævre erfaring. Nej, helt fra verden blev skabt, gennem alle århundreders tidsforløb, har mennesker erfaret vor Herre Jesu Kristi nåde og kraft. Jesus Kristus er i går og i dag den samme, ja, til evig tid!  

Når vi ser hvordan han før tog imod syndere og forlod de groveste misgerninger, ved vi at han gør nøjagtig det samme med os i dag. Når Skriften fortæller hvordan han taler til en berygtet synderinde som er faldet ned for ham i erkendelse og gråd, og siger: ”Dine synder er dig tilgivet. Gå bort i fred!”

Når Saulus, som var ”en spotter, en forfølger og en voldsmand,” bliver den mest benådede apostel. Når David, som den allerstørste nåde havde været udgydt over, alligevel falder i de blodigste misgerninger, men på ny kan modtage Guds nåde og forladelse. Da ved vi at vor Herre Jesu Kristi nåde aldrig får ende. At han fremover vil tilgive alt hos alle dem som søger ham.

Vi ser hvordan han aldrig blev træt af disciplenes skrøbeligheder. Han irettesatte og tugtede dem. Men forkastede dem aldrig. Da ved vi også at han aldrig skal blive træt af os. Og når vi ser i Skriften hvor villig han var til at høre bøn, selv når den var så ynkelig som bare en berøring af hans klæder -. Da ved vi at han også fremover hører de mest ynkelige af vore bønner.

For alt dette skal hjælpe os at huske at Kristus altid er nøjagtig den samme i dag: Jesus Kristus er i går og i dag den samme, ja, til evig tid! Så er da dette sandelig en ubeskrivelig stor trøst og en sikker fæstning når dagene i vort liv veksler, ja, stormer og mørkner.

Da kan den kristne altid synge med glæde: ”Jeg sidder i Den Almægtiges skygge, som jeg sætter min lid til. Du, Herre, er min styrke, min klippe, min fæstning og forløser, min Gud og min trøst. Du er den samme, og dine år har ingen ende.”